Forside / Viden / Undgå ubehagelige solcelle-overraskelser: – Du risikerer, at forsikringen ikke dækker

Undgå ubehagelige solcelle-overraskelser: – Du risikerer, at forsikringen ikke dækker

Inden du monterer et solcelleanlæg på staldbygningen, er det helt afgørende, at du har de formelle tilladelser på plads. Ellers risikerer du at stå med håret i postkassen den dag, det går galt

– Risikoen er, at du ikke kan dokumentere, at bygningen er vurderet i forhold til, om den kan holde til den øgede belastning.

Sådan siger Anna Grethe P. Aggerholm, leder af Velas’ byggeafdeling med mange års erfaring i at søge tilladelser om etablering af solcelleanlæg for landmænd.

Ifølge hende ”nytter det ikke noget” at etablere solceller, uden at du har tilladelserne på plads.

– Fordi der er tale om erhvervsbygninger, kræver det som udgangspunkt forskellige tilladelser at få solceller på bygningerne. Vil du have ro i maven om dit solcelleanlæg, skal du have styr på tilladelserne inden, siger Anna Grethe P. Aggerholm.

Hvis ikke du kan dokumentere, at dine bygninger kan holde til et solcelleanlæg, er faren, at du står i en svær situation, hvis det en dag går galt.

– Hvert år har vi episoder med bygninger, der styrter sammen, også uden at der er solceller involveret, og har man ikke styr på sin dokumentation og sine tilladelser, dækker forsikringen ikke. De vil se dokumentation for, at der på forhånd er vurderet, om bygningen kan bære den ekstra vægt. Hvis bygningen falder sammen pga. snevejr eller andre parametre, og der ligger ikke-godkendte solceller på toget, vil forsikringen sandsynligvis ikke dække noget af bygningen, siger Anne Grethe P. Aggerholm.

Reglerne siger, at hvis en bygning ikke belastes med mere end 5 procent i forhold til oprindeligt, ligger det under bagatelgrænsen for byggetilladelser. Er belastningen højere, skal man altså have en byggetilladelse.

– Mange forsikringsselskaber stiller uagtet ovenstående krav om, at der har været en ingeniør inde over og gerne med beregninger som dokumentation. En afklaring med forsikringen er derfor vigtig, siger hun videre.

Reglerne er ikke ens

En stor udfordring er imidlertid, at de enkelte kommuner ikke stiller de samme krav til, hvilke tilladelser der skal til, for at du kan etablere et solcelleanlæg.

– Hvad der skal til, er afhængigt af, hvilken kommune du bor i. Er det et taganlæg, vil flere kommuner nøjes med en anmeldelse og en tilføjelse til BBR, når solcellerne er monteret. Andre kommuner kræver en byggetilladelse, og endeligt er der kommuner, der også stiller krav om landzonetilladelser før byggetilladelsen, siger Anna Grethe P. Aggerholm.

Som grundlag for anmeldelser, bygge- og landzonetilladelse skal der som udgangspunkt også udarbejdes ting som konstruktionsnotater og oplysninger til brandmyndigheder.

– Det er ikke et stort og indviklet værk, men du skal have styr på, hvad der skal med, og hvad myndighederne efterspørger. Vores erfaring er, at det varierer fra kommune til kommune præcis, hvad de kigger på, siger Anna Grethe P. Aggerholm.

Når Anne Grethe P. Aggerholm og kollegerne hjælper kunder med projekter, er målet med arbejdet, at landmanden får tilladelserne på plads i forhold til den respektive kommune.

– Vi bruger ikke unødige kræfter på at udarbejde materiale, der ikke er nødvendige for ønskede anmeldelse og ansøgning, men tingene skal være i orden, siger hun.

Viden om muligheder

Vælger du at opsøge rådgivning om tilladelser og solceller i det hele taget, kan du i samme ombæring også få råd om, hvad den bedste løsning er på din bedrift. Det fortæller Peter Mark Nielsen, solcellerådgiver i Velas.

– Det kan være, at den bygning, som du havde planlagt til solceller, ikke kan bære, og så kan vi snakke om at sætte det på jorden i stedet, eller det kan være, at der er en anden bygning, som er mere velegnet. Ved at få hjælp til tilladelserne, bliver du klogere på, hvad de bedste muligheder på netop din bedrift er, siger han.  

Tænker du f.eks., at du blot kan efterafstive en staldbygning for at sikre dig, at det kan bære et solcelleanlæg, er det ikke nødvendigvis den mest optimale løsning.

– Det er ikke nødvendigvis den billigste og bedste løsning, fordi en afstivning kan risikere at gå ud over selve driften og produktionen i staldbygningen, fortæller Peter Mark Nielsen.

Del indlæg

Anna Grethe Pinholt Aggerholm
Afdelingschef, Miljø & BYG

Anna Grethe P. Aggerholm er afdelingschef for Miljø og BYG og har stort og indgående kendskab til byggeri i det åbne land.

2519 5516
Se flere medarbejdere indenfor Byg