Forside / Viden / Solceller kan gavne din grønne bundlinje: Men du skal lære at bruge strømmen rigtigt

Solceller kan gavne din grønne bundlinje: Men du skal lære at bruge strømmen rigtigt

Når du udnytter bedriftens tagoverflader til at producere grøn strøm, gavner det i klimaregnskabet eller ESG-rapporten. Og du kan selv påvirke, hvor meget af den grønne strøm du får brugt, understreger solcellerådgiver

Et solcelleanlæg på tagfladerne på en staldbygning kan være et positivt bidrag til både din pengepung og til dit klimaregnskab eller ESG-rapport.

Er du opmærksom på dine vaner, dit forbrug og dine processer på bedriften, kan du endda sørge for at få mest muligt ud af den grønne strøm.

Sådan lyder budskabet fra Jonas Bøge Breinholt, solcellerådgiver i Velas med flere års erfaring i at vejlede landmænd om solcelleinvesteringer.

– Solceller er et klimatiltag, fordi du producerer grøn strøm på din egen bedrift og reducerer den mængde af sort strøm, som du skal købe ind udefra. Når bankerne samtidig ser positivt på den slags tiltag, kan du finansiere med de såkaldte grønne lån, og så er der rigtig god forretning i solceller, siger han.

I Danmark har vi høj mængde af grøn strøm, og det spiller naturligvis ind på, hvor stor klimagevinsten er for den enkelte landmand.

– Hvis vi i Danmark øger mængden af grøn strøm, bliver gevinsten i forhold til CO2-udledning mindre for den enkelte solcelleejer. Det skal man have med i sin betragtning. Men har man egne solceller, kan man let i et klimaregnskab dokumentere, at man bruger grøn strøm, og investeringen er som minimum omkostningsneutral, siger Jonas Bøge Breinholt.

Kig på de strømtunge processer

Hvis du vil sikre, at din investering i solceller bliver så god – og grøn – som mulig, har du faktisk selv muligheden for at påvirke resultaterne.

– Når du får sat solceller op, skal du lære at bruge dem på den rigtige måde. Kort og godt gælder det om at bruge så meget af strømmen som muligt selv, så du undgår at sende strøm tilbage på nettet og at skulle købe ind på andre tidspunkter, siger Jonas Bøge Breinholt

Her ligger nøglen i at få kigget de strømtunge processer på bedriften.

– Få kigget på, om nogle af dem kan times, så de kører, når der produceres for meget strøm på solcelleanlægget, siger Jonas Bøge Breinholt.

Her peger han blandt andet på opvarmningen af vand og produktion af foder.

– Det kan man sagtens tilpasse, så det gøres, når solcellerne producerer masser af strøm, så man undgår at skulle sende strøm tilbage på nettet. Grundlæggende handler det om at være foran i sine processer, så man planlægger forud og optimerer på, hvordan man kan bruge strømmen mest hensigtsmæssigt, siger solcellerådgiveren.

I mange tilfælde vil der dog ifølge Jonas Bøge Breinholt også være automatisk hjælp at hente.

– Man kan få styreenheder, som hjælper med at bruge strømmen selv. Hvis et solcelleanlæg begynder at sende strøm ud på nettet, findes der enheder, som aktiveres automatisk og starter op for eksempelvis foderanlægget eller vandvarmer, så systemet automatisk sørger for at bruge den overskydende strøm, der måtte være, siger han.  

Jonas Bøge Breinholt
Rådgiver, Griseproduktion

Jonas Bøge Breinholt er en erfaren grise- og solcellerådgiver, der fokuserer på optimal drift af grisebesætninger og bæredygtig energi med solceller.

2098 3777
Se flere medarbejdere indenfor Energi