Forside / Viden / Nye regler ændrer på vilkår for solceller: – Nu skal man overveje større anlæg

Nye regler ændrer på vilkår for solceller: – Nu skal man overveje større anlæg

Nye regler for solcelleanlæg bag egen måler betyder, at det nu i højere grad kan være attraktivt at etablere større anlæg

Indtil nu har det været sådan, at man ikke er blevet pålagt en variabel rådighedstarif, før et solcelleanlæg bag egen måler er på over 50 kW. De regler står til at blive ændret fra 2025, så rådighedstariffen forsvinder, og til gengæld indføres der en effektbetaling. Kort fortalt er det et årligt fast beløb, som man skal betale per kW solcelleanlæg, man har, over 10 kW.

– Den nuværende ordning har medført, at vi rigtig mange steder i landbruget har etableret anlæg på præcis 50 kW. De er blevet populære, fordi man så ligger lige under grænsen, hvor man slipper for at skulle betale variabel rådighedstarif på de kWh, som solcelleanlægget producerer, fortæller Jonas Bøge Breinholt, solcellerådgiver i Velas, med flere års erfaring i at rådgive landmænd om etablering af solcelleanlæg.

Men med den nye ordning med effektbetaling bliver grænsen på 50 kW overflødig.

– Derfor skal vi til at gentænke, hvor store anlæg skal være, når de skal etableres på landbrug. Med de nuværende priser på solcelleanlæg skal man i langt højere grad udnytte de muligheder, man har, for at fylde pladsen ud, siger Jonas Bøge Breinholt.

Han vurderer, at det for mange landmænd vil blive mindre økonomisk attraktivt at etablere solcelleanlæg på under 50 kW, mens det bliver mere attraktivt med anlæg på over 50 kW.

– Hvor det tidligere for mange har været relevant at kigge på anlæg omkring de 50 kW, bliver det nu sådan, at man skal have en mere individuel vurdering af, hvad der er mest optimalt på den enkelte bedrift, siger solcellerådgiveren.

Vælg efter ”temperament”

Selvom man som udgangspunkt fremover skal gå efter at udnytte pladsen bedst muligt, kan valget af størrelsen på solcelleanlægget også afhænge af, hvad målet med anlægget er.

Hvis man vil forsyne egen bedrift med strøm som et grønnere valg, og som noget man eksempelvis kan tage med i en ESG-rapport, anbefaler Jonas Bøge Breinholt, at man går efter et anlæg, hvor man selv kan udnytte mellem 70 og 80 procent af den producerede strøm.

Har man derimod mod på at spekulere i elpriser og salg af strøm, er det en anden sag.

– Så kan man gå langt lavere i udnyttelse, hvilket typisk vil sige, at man skal have et større anlæg, siger solcellerådgiveren.

Velas har foretaget en række beregninger af, hvad den nye effektbetaling vil betyde for økonomien i at investere i bestemte størrelser af solcelleanlæg.

I eksemplerne er udgangspunktet en svineproducent med et årligt strømforbrug på 200.000 kWh.

Vælger vedkommende at få etableret et solcelleanlæg på 50 kW, vil tilbagebetalingsperioden blive på 6 år, mens værdien af produktionen af strøm vil ligge på 46.644 kr. pr. år. Vælger svineproducenten et anlæg på 150 kW, er den samlede investering på etableringen af anlægget 425.000 kr. større. Til gengæld er den årlige værdi af produktionen 115.363 kr., hvorfor det kun tager 7 år at tilbagebetale investeringen. Det vil altså sige, at selvom man skal foretage en større investering for at få et større anlæg, er tilbagebetalingstiden ikke markant højere. Og når anlægget er betalt, vil man med et større anlæg kunne tjene flere penge årligt, når det er betalt af.

– Det kan altså hurtigt blive en god forretning med et større anlæg. Det er en grøn investering, som man eksempelvis også kan tage med i sin ESG-rapportering, siger Jonas Bøge Breinholt.

Få styr på begrænsningerne

Generelt større anlæg vil dog kræve, at man i højere grad får undersøgt, om din bedrift er gearet til det.

– Der kan være alle mulige forhold, der spiller ind på den enkelte bedrift. Kan staldbygningen holde til et større anlæg? Er der overhovedet plads på taget? Er vores elinstallationer klar til den større produktion? Vil netselskabet modtage mere strøm? Den slags skal man have styr på, og her kan det være nødvendigt at opsøge uvildig rådgivning, siger Jonas Bøge Breinholt.

Del indlæg

Jonas Bøge Breinholt
Rådgiver, Griseproduktion

Jonas Bøge Breinholt er en erfaren grise- og solcellekonsulent, der fokuserer på optimal drift af grisebesætninger og bæredygtig energi med solceller.

2098 3777
Se flere medarbejdere indenfor Energi