Forside / Viden / 6 nemme punkter til at sikre og optimere dine fradrag og skat

6 nemme punkter til at sikre og optimere dine fradrag og skat

Når man har egen virksomhed, kan det ofte være en tung opgave at finde rundt i, skatteregler og fradrag. For er benzinen på bilen fradragsberettiget? Og hvad med telefonen eller udgiften til firmaets julefrokost? Hvis du, som størstedelen af virksomhedsejerne i Danmark, heller ikke er helt skarp på området, kan du her få et par gode råd til fradragsjunglen.

1. Vær skarp på, hvilke bilag der er private og erhvervsmæssige

Ryger pengene op af pungen i privat regi, har det ikke betydning for din skat og indkomst – men går pengene ud af kontoen med et erhvervsmæssigt formål, kan du som tommelfingerregel trække beløbet fra i skat. Det betyder også, at det er særdeles vigtigt, at du hurtigt får noteret, om en udgift er privat eller erhvervsmæssig. Det kan eksempelvis være forplejning til mandskab, personalets julefrokost på en restaurant i byen, eller hvis man har brugt noget af det grus, der var indkøbt til gårdspladsen, til også at dække ens private indkørsel. Beløbene kan virke små og ubetydelige, men i det lange løb kan det blive til ganske betydelige summer.

2. Opfylder dine bilag kravene?

Dine bilag skal opfylde bogføringsloven, for at du kan opnå fradrag og momsrefusion. Samtidig er det en forudsætning, at dine udgifter kan dokumenteres med bilag.

Ofte kan bilag være forbundet med fejl. Derfor skal du sikre, at bilaget indeholder fakturanummer, dato, cvr-nummer, virksomhedens navn og adresse, mængden og arten af den leverede varer/ydelse og det samlede omsætningsbeløb og momsbeløbets størrelse.

3. Har du investeret i vedligehold eller forbedringer?

Når man eksempelvis investerer i driftsbygninger, er det vigtigt at være opmærksom på, om der er tale om en forbedring eller vedligehold. Selvom det fysiske resultat på bygningen er det samme, har sondringen stor betydning for dit skatteregnskab.

Vedligehold er nemlig fradragsberettiget med det samme, mens forbedringer skal afskrives over tid, og dermed får man en løbende godtgørelse. Summen af fradrag er den samme over tid, men ikke desto mindre er det vigtigt at have for øje.

4. Hav styr på brændstoffet, hvis du har mere end en bil

Holder der mere end en bil i vognparken, og bliver den ene benyttet helt eller delvist til erhvervsmæssig kørsel, er det vigtigt at holde styr på brændstofudgifterne, da der dermed er forskellige fradragsværdier på de respektive biler. Der findes forskellige benyttelsesprocenter, og eksempelvis kan brændstof til en bil være fradragsberettiget, mens det på en anden er lavere eller slet ikke er der.

5. Håndværkerfradrag (servicefradrag)

Får du hjælp til udvalgte serviceydelser og håndværksydelser, skal du sikre, at du opnår håndværkerfradrag.

Du får fradrag for arbejdslønnen – ikke for materialerne. Beløbet skal betales elektronisk, og arbejdet skal kunne dokumenteres.

Fradraget kan opnås til rengøring i boligen, vinduespudser, almindeligt havearbejde, visse klimasikring og energibesparende ydelser. Kontakt din skatterådgiver for at være sikker på, at din påtænkte ydelse opfylder kravene.

6. Planlæg større private hævninger rettidigt

Bruger du virksomhedsordningen, bliver du beskattet af private hævninger. Ved ekstraordinært store hævninger kan du med den rigtige planlægning sikre mindst muligt skattesmæk. Så skal tages på stuehuset skiftes, eller skal du have ny bil betalt fra driftskonto, er det vigtigt, at du får planlagt hævningen med din skatterådgiver.

Vil du blive klogere på, hvordan du får mere ud af dit regnskab? Læs med her.