Forside / Viden / 5 gode råd: Sådan højner du kvaliteten af dit regnskab

5 gode råd: Sådan højner du kvaliteten af dit regnskab

1. Lav din statusseddel så tæt på regnskabsårets afslutning som muligt

Når rengskabsåret nærmer sig sin afslutning, er det tid til at gøre status over beholdninger. Ved at gøre det op til regnskabsårets afslutning – og ikke tre måneder før eller efter årsskiftet – sikrer du dig, at du rammer så præcist som muligt. Det er vigtigt at ramme nogenlunde rigtigt, for har du korn eller dyr i stalden, skal det stemme overens med din reelle situation. Både fordi du træffer beslutninger ud fra tallene, og også fordi eksempelvis banken og dine øvrige samarbejdspartnere bruger tallene som et pejlemærke for din økonomiske situation. Samtidig kan en undervurdering af en beholdning i dit skatteregnskab udløse en stor restskat – eksempelvis hvis du i din status lægger for lidt lager og sælger ”for meget” efterfølgende, hvilket resulterer i en fuld beskatning frem for at blive påvirket af beholdningsforskydning.

2. Informer om ejendomshandler og låneomlægninger så tidligt som muligt

Har du eksempelvis en omlægning af realkreditlån i foråret, indgår du nye leasingaftaler, eller har du solgt dele af din ejendom, skal du underrette din økonomikonsulent eller -assistent kort efter. Det giver nemlig mulighed for, at dit regnskab kan blive hurtigere klar, og du slipper for at skulle vente på det nye regnskab.

3. Få indsendt bilag, eller bogfør løbende

Bogføringen er fundamentet for et godt regnskab. Ved løbende at indsende bilag eller bogføre løbende, sikrer du, at du ikke misser bilag. Desuden kan du løbende følge op på mangler, så du ikke lang tid efter udgiften eller indtægten er afholdt/opnået, skal søge bilag hos en samhandelspartner.

4. Lav ledelsesberetning i god tid

Ofte sidder du som virksomhedsejer og laver ledelsesberetning, længe efter året er gået. Men du får mere ud af at gøre det løbende, for så kan du nemmere få de vigtige detaljer med. Dine samarbejdspartnere kommer kun så tæt på dine tanker, som du tillader i din ledelsesberetning og gennem dine tal. Med en god og detaljeret ledelsesberetning højner du omgivelsernes tillid til dit regnskab og derved din virksomhed.

5. Digitale løsninger øger kvaliteten

Verden er digital, og det samme er dit regnskab. Digitaliseringen medfører nye – og mange – muligheder. Gennem eksempelvis InterCount kan du få intelligent bogføring, hvor du selv løbende hjælper systemet med, at de enkelte bilag bogføres på den rigtige plads i regnskabet. Hører regnen fra maskinhandleren eksempelvis til på markredskaber, eller er den på maskine i stalden? Ved en præcis bogføring sikrer du, at dine driftsgrene vurderes korrekt, og det bliver nemmere for din konsulent at analysere dit regnskab