Forside / Viden / Velas Business udvider med to nye ansigter – et muligt guldæg og en helt ny profilering

Velas Business udvider med to nye ansigter – et muligt guldæg og en helt ny profilering

I takt med den økonomiske situation er efterspørgslen på rådgivning inden for driftsøkonomi og finans og formue stigende. Derfor udvides Velas Business med to nye konsulenter, herunder en chefrådgiver og en juniorkonsulent.

Efterspørgslen efter rådgivning indenfor driftsøkonomi samt finans- og formuerådgivning er stigende, og derfor har Velas Business nu udvidet afdelingen med to nye medarbejdere.

”Vi oplever, at kunderne i stor stil vælger Velas til, når de har behov for sparring og rådgivning omkring deres driftsøkonomi, og når de skal klædes på i forhold til deres finansiering samt formuepleje. Det betyder, at vi har haft behov for at udvide kapaciteten, og derfor kan vi nu byde velkommen til to nye rådgivere på holdet”, siger Dennis Andreasen, afdelingsleder for Business i Vissenbjerg, der peger på, at de to nye profiler både tæller en erfaren rådgiver og en helt ny konsulent.

”Landmændene er de senere år begyndt at efterspørge rådgivning inden for finansiering og formuepleje, og derfor er jeg glad for, at vi har fået en spydspids ind på området, som i detaljer kan rådgive landmændene om, hvilken vej de skal gå. Det er især vigtigt nu, hvor økonomien er i en markant forandring”, siger Dennis Andreasen og fortsætter:

”Samtidig er rådgivning om strategi og driftsøkonomi det klart største område i Business, og derfor vil kunderne også kunne få glæde af den professionelle rådgivning fra vores nye juniorrådgiver”, siger han.

En erfaren herre i finansverden

Ole Eriksen er ny chefrådgiver i Business i Finans & Formue, og hans kerneopgave bliver at styrke Velas’ finansieringsteam.

Ole kommer med 27 års erfaring fra den finansielle sektor, og derudover har han 6,5 års erfaring med at rådgive landmænd indenfor finans og formue samt bankforhandling m.v. fra Fondsmæglerselskabet Agrocura A/S.

”Ole er en strategisk satsning, og jeg glæder mig til, med hans stærke profil, at få bygget endnu en gren på vores rådgivningsområde indenfor finansteamet”, siger Dennis Andreasen.

Et guldæg

Den nye juniorkonsulent, Simon Gammelby Jensen, skal være tilknyttet Velas’ kontor i Vissenbjerg, hvorfra han primært skal rådgive fynske kunder. Simon er uddannet jordbrugsteknolog med speciale i økonomi, og derudover har han en produktionslederuddannelse fra Dalum Landbrugsskole og en EUX fra Landbrugsskolen Sjælland. Han er desuden vokset op på et landbrug.

”Simon er et guldæg, og jeg glæder mig meget til at se hans store potentiale blive udnyttet og til følge hans udvikling her i Velas”, afslutter Dennis Andreasen, afdelingsleder i Business.

Dennis Andreasen
Afdelingschef, Virksomhedsøkonomi

Dennis Andreasen er afdelingschef i afdelingen for virksomhedsøkonomi.

63407273
3043 2420
Se flere medarbejdere indenfor Økonomi