Der er åben for ansøgninger vedrørende de nye Corona-hjælpepakker til virksomheder, og perioderne er nu udvidet til foreløbig 7. februar 2021.
Den 12. januar blev der åbnet for ansøgning til de generelle kompensationsordninger, for faste omkostninger og selvstændige. Ordningerne ligner hjælpepakkerne fra forår/sommer 2020. Nu er perioderne politisk blevet forlænget til 7. februar 2021, men denne forlængelse er p.t. kun implementeret for omsætningstab.
Der er også mulighed for lønkompensation ved hjemsendelse af medarbejdere med fuld løn.
Alle hjælpepakkerne baserer sig på de oprindelige hjælpepakker, og de nye hjælpepakker er gældende fra 9. eller 11. december 2020 og perioden er eller bliver nu udvidet til den 7. februar, og denne forlængelse er ved at blive implementeret i systemerne for alle ordninger. Og man kan måske med fordel vente lidt og tage en længere periode med.
Omsætningstab for selvstændige, freelancere og kunstnere
Alle selvstændige mv. har adgang til kompensation, hvis de har en omsætningsnedgang på mindst 30 pct. i forhold til samme periode sidste år. Kompensationen kan max. udgøre 23.000 kr. pr. måned. Der ydes kompensation for 90 pct. af omsætningsnedgangen, dog 100 pct. i perioder, hvor den selvstændige har forbud mod at holde åbent, hvis der ikke er omsætning. P.t. muligt at ansøge frem til og med 31. januar 2021.
Ansøgningsfrist 28. februar 2021.
Faste omkostninger
Alle virksomheder har adgang til kompensation for faste omkostninger, hvis de har en omsætningsnedgang på mindst 30 pct. Alt afhængig af omsætningsnedgangen vil virksomheden få dækket en procentdel af virksomhedens faste omkostninger. Hvis en virksomhed er tvangslukket og ingen omsætning har, kan den få dækket 100 pct. af de faste omkostninger. Der er stadig kun åbent for ansøgning frem til 17. januar 2021 for denne ordning.
Ansøgningsfrist 28. februar 2021.
For faste omkostninger er der dog for virksomheder ramt af særlige restriktioner, som også var gældende i perioden 9. juli til 31. oktober 2020, muligt at søge fra 1. november til 28. februar 2021. Det drejer sig om de restriktioner som allerede var gældende fra i efteråret 2020, og her er ”adgangskravet” væsentligt skarpere.
Ansøgningsfrist 15. april 2021
Lønkompensation
Virksomheder, hvor mindst 30% af medarbejderstaben eller mindst 50 ansatte er hjemsendt.
Kompensationen udgør 75% for funktionærer og 90% for timelønnede – dog max. 30.000 kr. pr. måned.
Der er p.t. kun åbent for ansøgning frem til 17. januar 2021 i denne ordning.
Ansøgningsfrist 12. februar 2021
Ansøgning skal for alle ordninger ske via virk.dk, og vi kan være behjælpelige hermed. For faste omkostninger kræves revisorerklæring i de fleste tilfælde.
Kompensation til virksomheder berørt af restriktionerne i de 7 kommuner i Nordjylland i november måned 2020
Der er mulighed for at søge kompensation for følgende ordninger for perioden gældende fra 6. november til 26. november 2020:
• Omsætningstab for selvstændige, freelancere og kunstnere (Ansøgningsfrist 28. februar 2021)
• Faste omkostninger (Ansøgningsfrist formentlig 28. februar)
• Lønkompensation (Ansøgningsfrist 24. januar 2021)
Vi er klar til at hjælpe Jer, så kontakt din konsulent/revisor eller assistent hos os, som vil sørge for at viderebringe din anmodning til den rette person.
NB! Hvis I modtager noget materiale i e-boks fra Erhvervsstyrelsen vedrørende indsendte corona-hjælpeansøgninger, som I skal have hjælp til, så send det endelig ind til os !
Mulighed for endnu et rentefrit lån fra staten
Som en del af hjælpepakkerne ifm COVID19 tilbydes der snart endnu et rentefrit lån fra staten.
Små og mellemstore virksomheder får nemlig mulighed for, at få et rentefrit lån svarende til de A-skatter der skal indbetales hhv. 18. januar og 29. januar 2021.
Det drejer sig A-skatterne fra lønudbetalingerne i august og december 2020.
Hvornår: Det forventes at lånet kan søges fra starten af februar måned og frem til 31. marts.
Tilbagebetaling: Fristen for tilbagebetaling af lånet er 1. november 2021. Tilbagebetalingen sker via skattekontoen hos Skattestyrelsen.
Vil du vide mere om lånemuligheden, om din virksomhed er omfattet eller have hjælp til ansøgningen ?