Forside / Viden / Nu skyller digitaliseringsbølgen ind over landbruget

Nu skyller digitaliseringsbølgen ind over landbruget

Digitaliseringen har for alvor gjort sit indtog i landbruget, og flere tusinde landmænd er allerede blevet InterCount-brugere. Det er særligt letheden og det mindre bøvl i hverdagen, der lokker, vurderer digitaliseringsmedarbejder fra Velas

Med få klik på din telefon kan du videresende en faktura til InterCount, og så har du faktisk ekspederet fakturaen.

Så let er det for brugere af InterCount, og ifølge Patrick Domino, digitaliseringsmedarbejder i Velas, som har været med til at få over 2.000 kunder oprettet i InterCount, er netop letheden en af de store fordele ved øget digitalisering.

– Det eneste krav i forhold til digitale kompetencer er, at du kan videresende en mail. Med InterCount sker digitaliseringen, uden at det stiller krav til den enkelte landmand om, at de skal kunne noget med IT, siger han.

Ifølge digitaliseringsmedarbejderen er der blandt landmændene en tendens til, at flere i stigende grad selv henvender sig for rådgivning om InterCount.

– Mange ringer selv ind og spørger efter hjælp til at komme i gang. Landmændene vil gerne det her og efterspørger rådgivning om det, siger han.

Større uafhængighed

Det er især kunder, som har et ønske om at være på forkant, som henvender sig og vil have rådgivning om InterCount.

– De har et ønske om at kunne gøre tingene anderledes end tidligere. InterCount giver nye muligheder for aflevering af bilag, og det betyder, at vi kan arbejde med materialerne på en anden måde – hvorfor landmændene kan få deres regnskab før. For landmændene har det også den betydning, at de er mere uafhængige af tid og sted, fordi du kan bruge programmet på din telefon, mens du sidder i traktoren. Derfor slipper du for at skulle opbevare bilag fysisk, ligesom de heller ikke skal afleveres på en fysisk adresse, siger Patrick Domino.

Han fortæller, at internt gør Velas meget ud af, at der skal ageres i stedet for at reageres, når det gælder kunder og InterCount.

– Den tankegang gælder i virkeligheden også for landmændene i forhold til produktet. Vælger du som landmand at gå over på InterCount nu, kan du selv trykke på knappen, i stedet for at du bliver tvunget, siger Patrick Domino.

Lettere for alle

På landsplan er knap 27 procent af kunderne i landets 16 største landbrugsrådgivningsvirksomheder oprettet i InterCount. Hos Velas er det gældende for over 40 procent af kunderne. Over halvdelen af de landmænd, som er sendt til oprettelse i InterCount hos SEGES, er sendt fra Velas. Det skyldes blandt andet, at rådgivningsvirksomheden har afsat tid og ressourcer til at tage snakken med kunderne om produktet.

– Vores medarbejdere kan jo også se, at det kan lette arbejdet for alle – både dem selv og for kunden – når bilag og materialer sendes ind løbende, siger han.

Ofte udtrykker landmænd over for Patrick Domino og hans kolleger, som arbejder dedikeret med at få kunder med på InterCount, en bekymring for, om landmanden nu overhovedet kan finde ud af at bruge systemet.

– Når vi snakker med landmændene, har de ofte forventninger til, at de skal til at gøre alt muligt anderledes, og at de skal ændre alt muligt for at komme på InterCount. Men i snakken opdager de, at det slet ikke er så kompliceret, og at de nemt kan finde ud af det. Du skal jo egentlig bare kunne videresende en mail, understreger han.

Del indlæg

Patrick Domino
Produktansvarlig, Økonomisystemer

Patrick Domino er produktansvarlig for økonomisystemer.

2519 6774
Se flere medarbejdere indenfor Regnskab