Forside / Viden / Få styr på arbejdsmiljø og smittefare fra udenlandske medarbejdere

Få styr på arbejdsmiljø og smittefare fra udenlandske medarbejdere

Regeringen er klar med en række tiltag, der skal mindske risikoen for, at vandrende arbejdstagere kan tage Covid-19 smitte med, når de pendler til og fra Danmark for at arbejde.

Danmark har fået bedre kontrol over COVID-19 smitten, og samfundet er så småt ved at genåbne. Det er afgørende, at der ikke kommer nye smittekilder ind fra udlandet, så COVID-19 smitten blusser op igen og ændrer på den positive udvikling.

Samtidig skal medarbejderne på de danske arbejdspladser føle sig trygge, når de udfører deres arbejde. Derfor præsenterede regeringen fredag den 24. april en række initiativer, der skal mindske risikoen for smitte udefra.

Særligt er der et punkt, som relaterer sig til landbruget og brugen af arbejdskraft fra udlandet. Ifølge regeringen er det nemlig virksomhedernes ansvar, at der er styr på arbejdsmiljøet, og der er taget de nødvendige foranstaltninger i relation til Covid-19. Derfor iværksættes et branchesamarbejde, hvor arbejdsmarkedets parter i samarbejde med regeringen kan finde branchespecifikke løsninger, eksempelvis i fødevarebranchen, der beskæftiger en stor del vandrende arbejdstagere.

Det skal du gøre som landmand

Jens Skov Rasmussen er rekrutterings- og ledelseskonsulent i Velas. Han fortæller, at man som arbejdsgiver for udenlandsk arbejdskraft er moralsk forpligtet til at sikre, at indrejsende medarbejdere kan indlogeres uden fare for at smitte hinanden eller allerede herboende personer, danske såvel som udenlandske. I den forbindelse giver han en række råd:

  • Det kan nogle gange være svært på grund af begrænset udbud af lejeboliger lokalt. Man kan være nødsaget til at leje boligvogne for at kunne isolere enkelte medarbejdere eller medarbejdergrupper. Vi har også hørt om arbejdsgivere, som har sørget for, at der bliver leveret købmandsvarer, så medarbejderne kan klare sig selv de første dage i landet uden at færdes ude i samfundet.
  • Man kan også gøre en del i forhold til arbejdspladsens indretning ved at sikre adskillelse af medarbejdere gennem fysisk adskillelse af arbejdsområder. Man kan også fordele arbejdstiden, så alle medarbejdere ikke nødvendigvis er på arbejdspladsen på samme tid.
  • Det er for de fleste naturligt, at følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer med afstand, god håndhygiejne, rengøre fællesarealer og tilbyde nødvendige værnemidler(specielt handsker). Det kan være en udfordring at holde fokus på dette, sikkert også fordi vi har en kultur, hvor man er bange for at træde hinanden over tæerne, det bør vi alle sætte os selv udover, det gør alting nemmere.

For mere information, kontakt Jens Skov Rasmussen, konsulent, Rekruttering og Ledelse

T: 3051 9792
M: jsr@velas.dk