At skifte medarbejder koster dyrt, fordi meget viden går tabt, og der samtidig skal bruges meget tid på oplæring. Derfor er det en god forretning for dig at have en stabil medarbejderstab
Når en medarbejder vælger at sige op, kan det koste virksomheden rigtig dyrt. Videnstab, tid brugt på oplæring af ny medarbejder og overbelastning af den øvrige medarbejderstab er nogle af de ting, der især kan være med til at gøre udskiftning i medarbejderstab til en dyr omgang.
Sådan lyder budskabet fra Anders Peter Andersen, griserådgiver i Velas med særligt fokus på medarbejderhåndtering og ledelse.
– Fordi man ved ansættelse af ny medarbejder skal bruge ekstra tid og ressourcer på at få den nye medarbejder på omgangshøjde med den øvrige stab, koster det typisk mellem 50 og op til 80 procent af en årsløn at skifte en medarbejder. Derfor er det utroligt vigtigt, at man kigger på personalets holdbarhed, siger han.
Anders Peter Andersen understreger, at der kan være rigtig meget at vinde ved at skabe et arbejdsmiljø, hvor medarbejderne har lyst til at blive.
– Udskiftning af medarbejdere kan godt blive en ond spiral, for når en medarbejder siger op, tærer det hårdere på de øvrige ansatte, som skal klare de opgaver, som medarbejderen tidligere stod for. Det kan medføre ekstra sygedage og endda følgeopsigelser, siger han.
Find den rigtige medarbejder
Når det er dyrt at indkøre en ny medarbejder i staben, gælder det om at finde den rigtige medarbejder, som både er motiveret til at blive i virksomheden længe, og som hurtigt kan bidrage til at løse dagligdagens opgaver.
Derfor anbefaler Anders Peter Andersen, at du som leder arbejder målrettet med at tiltrække de rigtige medarbejdere, så den nye medarbejder føler sig bedst muligt klædt på til den nye hverdag.
Her kommer han med fem råd til at finde den rigtige medarbejder og få vedkommende godt i gang.
1. Tag snakken med de øvrige medarbejdere
– Start med at spørge de andre ansatte, hvilke opgaver de gerne vil have flere af, og hvilke de gerne vil give videre til en anden, siger Anders Peter Andersen.
Han anbefaler, at du er helt klar omkring, hvilke krav du har til den nye medarbejder.
– Husk dog samtidig at have en åben tilgang til de ting, som ikke er afgørende for den nye medarbejders evner. Så kan du nemlig tiltrække en større gruppe af ansøgere, siger han og anbefaler, at du søger hjælp og rådgivning udefra til denne afdækning samt annoncering.
2. Forbered jer på opstarten
Når den rette medarbejder er fundet, begynder forberedelserne til vedkommendes start.
– Her skal du først og fremmest informere alle andre ansatte om, hvem deres nye kollega er. Der skal indkøbs nyt arbejdstøj i den rette størrelse, og gennemgå evt. bolig inden jobstart med den nye medarbejder. Hjælp desuden gerne medarbejderen med kontakt til kommune og bank, siger Anders Peter Andersen.
I den anledning skal firmapolitikken gennemgås med nuværende ansatte, og evt. opdateres politikken, inden den nye medarbejder starter.
– Fremsend den eller udlever den ved ansættelsessamtalen, siger Anders Peter Andersen.
Når vedkommende har første dag, skal der afsættes tid til en navnerunde og en grundig rundvisning af bedriften.
– Udlever gerne et kort over anlægget i lommeformat i en lamineret udgave, siger Anders Peter Andersen.
3. Lav en introplan for den nye medarbejder
En af del af forberedelserne er også at udarbejde en introplan, som alle medarbejdere informeres om, og den skal indeholde de forventninger, der ligger på de nuværende medarbejdere, samt hvilke forventninger der er til den nyansatte.
Målet med introplanen er ifølge Anders Peter Andersenen at:
– give indtryk af, at her på stedet er der styr på tingene
– der bliver taget godt imod den nye kollega
– den nye medarbejder føler sig velkommen
– at den nye kollega fra første dag starter på den stejle læringskurve
– at sikre, at alle de andre ansatte er helt trygge ved opgaven med at indsluse den nye kollega
4. Lav en arbejdsplan
Inden starten bør du også have udarbejdet en arbejdsplan for den nyansattes første arbejdsuge.
– Hvad skal han eller hun lave, og hvem skal instruere vedkommende? Afsæt tid til at hjælpe med diverse udfordringer, og husk på, at der slides på de øvrige medarbejdere, når der skiftes ud på holdet, siger Anders Peter Andersen.
Han anbefaler, at du laver en liste med nemme ”starter-opgaver” til den nye medarbejder, så vedkommende kommer godt i gang.
5. Fokuser på opfølgning
For at sikre, at den nye medarbejder er glad i sit nye arbejde og i sin nye tilværelse, skal du som leder følge op på opstarten.
– Lav en aftale med den nye medarbejder om samtaler efter dag 1, dag 7, dag 21 og dag 42. Her skal du spørge ind til, hvordan medarbejderen har det i sit nye job, og om vedkommende har spørgsmål til opgaverne eller kollegaerne eller chefens adfærd. På den måde kan du sammen med den nye medarbejder tage ting i opløbet, inden de udvikler sig, siger Anders Peter Andersen.