Forside / Viden / 73-årig landmand har afhændet gården: Det er den bedste beslutning i mit voksne liv

73-årig landmand har afhændet gården: Det er den bedste beslutning i mit voksne liv

Et generationsskifteseminar blev startskuddet til et liv med mindre landbrug men mere tid til at få nye fritidsinteresser, få skabt sig sociale omgangskredse uden for landbruget og mere tid til kone, børn og børnebørn.

I knap 50 år har Børge Povlsgaard været selvstændig landmand med både søer og slagtesvin, og han har været en fast del af erhvervet siden han som 12-årig fik sit første job med at passe køerne på den fædrene gård efter skole.

Men sidste år tog 73-årige Børge Povlsgaard den svære beslutning om at sælge størstedelen af sine gårde og jorde. Og selvom det var vemodigt at skulle sige farvel til et langt liv med erfagrupper, en løbende effektivisering af produktionen og et liv på både staldgangene og i marken, så har salget været en af hans bedste beslutninger i nyere tid.

”Jeg er virkelig glad for at have solgt gården, og jeg vil gå så langt som at sige, at det har været den bedste beslutning i mit voksne liv. Det har givet mig en utrolig frihed til at dyrke andre interesser og få nye bekendtskaber uden for landbruget. Og så er jeg sluppet for det pres, der følger med, når alle døgnets timer går med at skulle effektivisere og være rettidig. Det er en meget stor lettelse at være fri for”, siger Børge Povlsgaard, der dog stadig har holdt fast i en mindre del af sin bedrift. Planen er, at den skal afhændes inden for et par år, så han i tiden kan vænne sig til tanken om slet ikke at have landbrug.

”Jeg fik måske ikke helt det, jeg drømte om, for min gård. Men jeg er sluppet for mange bekymringer. Og det er det hele værd. Nu har jeg tid til konen og børnebørnene, og nu kan jeg få tid til noget så lavpraktisk som at skrælle kartofler”, siger Børge Povlsgaard, der efter salget har kastet sin kærlighed over historie og istidslandskaber. Han er også blevet en del af et gålaug og et møllelaug, og så dyrker han både gymnastik og cykler en gang om ugen med en nær ven.

”Det har vist sig at være langt nemmere at etablere et godt liv uden for landbruget, end jeg havde regnet med. Der er masser af muligheder for at nyde sine gamle dage – man skal bare turde kaste sig ud i det”.

Kan skride folk af hænde

Egentlig havde Børge Povlsgaard slet ikke lyst til at sælge sit livsværk. Han skubbede den del foran sig, mens han knoklede på gården. Men for et par år siden pressede hans kone ham med på et generationsskifteseminar hos det daværende LMO (det nuværende Velas, red.).

Her fik han øjnene op for, at det var vigtigt at få sat skub i processen, mens tid var.

”Jeg blev dengang bekræftet i, at det var vigtigt at komme i gang med et salg. Det kan jo tage år at føre igennem. Og mange gange skrider det jo folk af hænde, hvis de trækker det i langdrag. Man kan jo risikere at blive syg og ikke længere kunne være en del af driften. Så har man pludselig kreditorerne stående, og man kan risikere, at både kassen og kreditorernes tro på projektet kuldsejler. Det ville jeg ikke risikere”, siger han.

Få de positive oplevelser som ældre

På seminaret, der løb over to dage, blev Børge Povlsgaard guidet gennem en række oplæg med alt fra skat til pension og, og hvordan man gør sin ejendom slagsklar. Men egentlig var det ikke de økonomiske input, der var udslagsgivende for Børge Povlsgaard.

”Jeg var jo næsten fast besluttet på ikke at sælge, da jeg mødte op til selve seminaret. Derfor blev det også de følelsesmæssige aspekter i generationsskiftet, der fik mig til at indse vigtigheden af det gode generationsskifte. I løbet af de to dage blev jeg hurtigt moden, og jeg fik nok også både det første og det sidste puf til at sælge”, siger han og kommer samtidig også med en opfordring til andre landmænd med mange års erfaring.

”Lad være med at udsætte generationsskiftet til sidste øjeblik. Så risikerer man ikke at få de positive oplevelser, vi kan få som ældre. Her får vi tid til at hjælpe naboen, børnene og børnebørnene. Det får du ikke mulighed for, hvis ikke du er villig til at give slip”.

Få en konkret handlingsplan

Velas afholder igen i år generationsskifteseminaret, hvor et hold af landets dygtigste eksperter stiller op og fortæller om alt fra beskatning til pension og selve salget af ejendommen. På seminaret, som finder sted den 26-27. november på Knudhule Badehotel i Ry, får man en færdig handlingsplan med i hånden, når man tager hjem.