Hvis du lykkes med at sænke sodødeligheden, kan der være rigtig mange penge at spare. En død so koster i runde tal 5000 kr. i tab, så der er gode grunde til at sætte ind, fastslår griserådgiver i Velas
Du skal bruge penge på at komme af med den døde so. Du misser penge fra slagteriet. Du skal købe en ekstra polt. Du mangler dækningsbidrag på det, som søen havde produceret.
Når en so dør, er det en dyr fornøjelse, og kan du lykkes med at nedbringe sodødeligheden, kan de kontante besparelser hurtigt løbe op.
Det fortæller Nikolaj Stidsen, griserådgiver i Velas, med mange års erfaring i at rådgive kunder i at sænke sodødeligheden.
– I runde tal koster en død so 5000 kr., fordi en død so medfører ekstra udgifter og tabte indtægter. Vi har hjulpet mange griseproducenter med at sænke sodødeligheden drastisk. Lykkes du f.eks. med at sænke dødeligheden fra 16 til 10 procent, vil det med en besætning på 1000 søer, give en besparelse på 300.000 kr., understreger Nikolaj Stidsen.
Foruden det økonomiske aspekt, er det ifølge rådgiveren også vigtigt at tænke på motivationen hos medarbejderne.
– Her er der ingen tvivl om, at det er demotiverende for medarbejdere, når sodødeligheden er høj. Jeg hører ofte ansatte prale og være glade, når de klarer sig godt på dette område, fortæller Nikolaj Stidsen.
Ved at sænke dødeligheden kan du opnå betragtelige besparelser, men resultaterne kommer i sagens natur ikke uden indsats.
– Nogle af tiltagene kan koste penge. Hvis der skal investeres i tilsætningsstoffer som f.eks. toksinbindere eller syre, koster det måske 5 kr. pr. 100 kg. foder. Men i de fleste tilfælde handler tiltagene om management og om rutiner, der skal gøres anderledes. Og det kan i perioder være, at det kræver, at du bruger mere tid på arbejdsopgaverne, men i det lange løb betaler det sig, siger Nikolaj Stidsen.
Skruen i vandet
Når der er store besparelser at hente på højere sooverlevelse, er det oplagte spørgsmål, hvorfor politikerne alligevel finder det nødvendigt at have indgået aftale om at fastsætte krav, der betyder, at man som griseproducent skal levere under en vis grænseværdi for sodødelighed.
– Grunden til, at sodødeligheden stadig er høj i mange produktioner, er, at det er svært. Det er et langt, sejt træk, hvor man typisk skal arbejde med flere parametre på én gang, og hvor belønningen først kommer om et halvt eller et helt år. Den enkelte skal virkelig holde skruen i vandet for at kunne se resultater, siger Nikolaj Stidsen.
Som eksempel fremhæver griserådgiveren, at han for nyligt har hjulpet en producent med høj sodødelighed.
– Hen over vinteren fokuserede vi meget på søernes ben, fordi der var problemer her. Det hjalp, men i kølvandet på at vi løste den udfordring, opstod der noget andet, som begyndte at drille i stedet for. Så vi løste det indledende problem, men sodødeligheden er ikke faldet endnu. Fordi vi først skal til at arbejde videre med den næste udfordring. Det er komplekst, og det med at ændre vaner i staldene tager lang tid og kræver tålmodighed. For selvom du måske synes, at du gør tingene anderledes, kan du ikke se resultatet ugen efter, siger han.
En anden problematik er ifølge Nikolaj Stidsen, at den genetiske udfordring for nogle avlslinjer med søerne er blevet større. De leverer resultater som aldrig før, men udviklingen er kommet på bekostning af robustheden. Søerne er mere sårbare end tidligere.
– Der er sat en masse i gang for at ændre på det, men det tager bare noget tid. Så griseproducenterne skal anerkende det, men ikke bruge det som en undskyldning for ikke at gøre noget, siger Nikolaj Stidsen.
