Forside / Viden / Rådgivere: Danske landmænd mangler praktikanter – vi har dem

Rådgivere: Danske landmænd mangler praktikanter – vi har dem

Efterspørgslen efter dygtige elever og praktikanter er så stor ude på de danske bedrifter, at flere rekrutteringsbureauer i Østeuropa må melde om ”tomme hylder”, når det kommer til at sende østeuropæisk arbejdskraft til Danmark.

Samtidig står landmændene i kø for at få en ekstra mand på bedriften.

Sådan lyder meldingen fra Jens Skov Rasmussen, ledelses- og rekrutteringskonsulent i Velas, der hver måned matcher en lang række udenlandske landbrugsmedarbejdere såvel som praktikanter til danske landmænd.

”Der har virkelig været fart på området i den seneste tid, og det kan nogle gange være en stor udfordring at finde de rette medarbejdere til specifikke stillinger herhjemme”, siger Jens Skov Rasmussen.

Arbejdsomme og pligtopfyldende

Jens Skov Rasmussen peger på, at det især skyldes, at landbrugspraktikanterne anses som værende både arbejdsomme og ambitiøse. Sammenholdt med at lønomkostningen er relativt lav i forhold til en fastansat, så er praktikanterne meget attraktive for landmændene.

”De er særdeles pligtopfyldende, og til tider kan de næsten være bange for ikke at gøre tingene godt nok. Holdt op imod lønniveauet kan det også være en af grundene til, at det i perioder kan være svært at finde folk nok”, siger han.

Har lang liste af mulige praktikanter

Praktikanterne kommer mange steder fra, men fortrinsvis fra Østeuropa men også Brasilien og Vietnam. Det er ofte husdyrproducenter og i særdeleshed svineproduktioner, som for tiden mangler praktikanter, fortæller Nataliia Kharchenko, ledelses- og rekrutteringskonsulent i Velas.

Hun peger på, at de tidsbegrænsede ansættelser gavner landmanden, fordi der hele tiden er et rekrutteringsflow på bedrifterne, og nogle praktikanter bliver så gode, at de rykker op som driftsledere eller fodermestre.

Nataliia Kharchenko fortæller også, at Velas’ afdeling for rekruttering for nylig har fået et nyt samarbejde op at stå med et stort rekrutteringsbureau i Ukraine, hvilket åbner op for et stort netværk i landet.

”Vi har derfor lige nu en lang liste af ukrainere, som gerne vil i praktik på en dansk bedrift. Vi står for hele processen og skal egentlig bare have opgaven fra den danske landmand”, siger Nataliia Kharchenko, som bl.a. sørger for opholds- og arbejdstilladelser til de nytilkomne medarbejdere.

Ingen regning til mellemmand i hjemlandet

En rekruttering, herunder formidling af kontakt, match mellem arbejdsgiver og arbejdstager såvel som ansøgning af alt fra opholds- til arbejdstilladelse og frem til vedkommende ankommer i Danmark, tager omkring to måneder. Og hvor mange bureauer i Østeuropa lader praktikanten betale en del af rekrutteringen, holdes udgiften udelukkende hos landmanden, når rekrutteringen går gennem Velas.

”Det betyder, at praktikanten ikke skal bekymre sig om den store regning, han har til bureauet hjemme, men han kan derimod bruge alle kræfter på at lære alle jobbets facetter og klare opgaverne til fulde. Samtidig giver det også automatisk noget goodwill hos landmanden, da praktikanten ved, at landmanden har betalt alle hans udgifter. Det mærker vi tydeligt gavner forholdet og arbejdsmoralen”, siger Jens Skov Rasmussen, der også peger på, at det er godt givet ud at bruge en halv dag på at hente vedkommende ved toget eller i lufthavnen og vise dem rundt efterfølgende.

”For at lave en god rekruttering er det vigtigt, at man forventningsafstemmer og får talt om, hvad begge parter har udsigt til. Samtidig giver det respekt, hvis landmanden viser imødekommenhed og viser, at han har glædet sig til, at den nye person kommer. Det giver et tillidsforhold, som hurtigt bærer frugt”, siger Jens Skov Rasmussen.

Jens Skov Rasmussen
Kundeansvarlig

Jens Skov Rasmussen er rådgiver inden for rekruttering og implementering af ledelsesværktøjer.

63407152
3051 9792
Se flere medarbejdere indenfor Natur