Forside / Viden / Planteavlsrådgiver: Sæt fokus på den sunde jord – alt kan ikke løses med kemi

Planteavlsrådgiver: Sæt fokus på den sunde jord – alt kan ikke løses med kemi

Sund, frugtbar jord er vejen frem i en tid, hvor planteavlere ikke kan blive ved med at løse problemer med tilførsel af kemi, fortæller planteavlsrådgiver i Velas

Hvis jorden er sund og frugtbar, er man som planteavler mindre afhængig af at skulle tilføre hjælpestoffer til jorden.

Og det er en god idé af flere årsager, fortæller Erik Sandal, planteavlsrådgiver i Velas med speciale i jordbearbejdning.

– Vi bliver også i fremtiden begrænset på mængder af gødning og kemi, så man er nødt til at ændre strategi og forebygge via et sundt sædskifte, fortæller han.

Foruden at der er restriktioner i brugen af gødning og kemi, ser vi også stigende problemer med resistens mod både ukrudtsmidler, sygdomme og skadedyr.

– Det gør, at man er nødt til at tænke i andre baner. Alt kan ikke løses med kemi, og derfor er det vigtigt, at man lader den sunde jord være et fokuspunkt, understreger Erik Sandal.

Pløjefri dyrkning er oplagt muligt

Med til at opretholde en sund jord hører mindre jordbearbejdning – og her anbefaler Erik Sandal helt pløjefri dyrkning.

– Pløjefri dyrkning giver mange fordele i forhold til den sunde jord. Det giver jorden en bedre struktur og ikke mindst bedre evne til at afdræne vand, siger han.

Desuden har det vist sig, at der er flere nytteinsekter i jord, der ikke pløjes hvert år.

– Pløjefri dyrkning indebærer næsten automatisk et sundere sædskifte, fordi det er en nødvendighed for at undgå opformering af ukrudt, siger Erik Sandal.

Lader man hvert år noget af halmen blive tilbage på marken, hjælper man også jorden på vej mod at blive sundere.

– Hvor halmen fjernes, og hvor der ingen husdyrgødning er, tærer man på kulstofressourcerne, og dermed bliver det meget vanskeligt at dyrke jorden uden enorm stor indsats. Kan man i stedet opbygge kulstof i jorden, er det en effektiv måde at reducere sin CO2-udledning, siger Erik Sandal.

Brune bække

I sin dagligdag oplever rådgiveren, at både unge og mere modne landmænd fatter stor interesse for at gøre tingene anderledes, end man har været vant til.

– Der er mange, der godt kan se, at det ikke holder på den lange bane, at dyrkningssikkerheden er så udfordret, som er tilfældet i dag. Og det bliver kun værre i fremtiden, siger Erik Sandal.

Han peger på, at vi allerede i dag ser bække, der er fuldstændig brune af mudder som følge af jorderosion, efter vi har haft store nedbørsmængder på kort tid.

– Når der kommer dybe render i marken, udledes der næringsstoffer, gylle, osv. til vandløb. Det går ikke, og der er man nødt til at være sig ansvaret bevidst. Samtidig er det værdifuld jord, der forsvinder på den måde, siger Erik Sandal.

Erik Sandal
Seniorrådgiver, Planteavl

Erik Sandal er planteavlsrådgiver med særligt fokus på pløjefri dyrkning på grise- og planteavlsbedrifter.

2325 1475
Se flere medarbejdere indenfor Planteavl