Forside / Viden / Kalve har et særligt behov for væske – også i de kolde vintermåneder

Kalve har et særligt behov for væske – også i de kolde vintermåneder

Kalve har brug for tilstrækkelige mængder vand i løbet af dagen. Opgaven er simpel og resultaterne markante.

Mange landmand glemmer, særligt i vinterhalvåret, at have fokus på at kalvene får den rette mængde vand.

”Selvom man kunne tro, at et mælkeindtag udligner behovet for vand, er det ikke tilfældet. Kalvene har stadig brug for vand for at assistere deres udvikling” fortæller kvægkonsulent Maria Falkesgaard Jørgensen. Men det er ikke helt lige meget, hvornår du giver dine kalve vand. Hvis du giver kalvene vand umiddelbart efter mælkefodringen, vil de drikke markant mere.

Øget fokus fra Fødevarestyrelsen

Der er flere grunde til, at landmanden bør være særligt opmærksom på at give kalvene vand. Én af grundene er, at det er et lovkrav at kalve på over to uger til enhver tid, skal have adgang til frisk vand i tilstrækkelige mængder.

Mangelfuld tildeling af vand er nemlig den hyppigste overtrædelse af velfærdsreglerne i kvægbesætninger siden 2004. Derfor har Fødevarestyrelsen et øget fokus på problemstillingen i dag, hvor det er en fast del af den ordinære kontrol af kvægbesætninger. Overtrædelse af reglerne kan resultere i en bøde.

Et større vandindtag giver større tilvækst blandt kalvene

Udover at være et lovkrav, er det også økonomisk klogt for landmændene at være ekstra opmærksomme på kalvenes vandindtag. Undersøgelser viser, at der er helt op til 33% større tilvækst blandt kalvene indtil fravænning på 10 uger.

Og der er god grund til at komme tidligt fra start. Jo tidligere kalve har vand til rådighed, jo tidligere optager de større mængder kraftfoder (x2,5) og jo større tilvækst har de.

”Giv varmt vand i skålen, det kræver mindre energi for kalven at varme op og derudover tager vandet længere tid om at fryse til is”, fastslår Maria Falkesgaard Jørgensen og fortsætter; ”Samtidig ved vi fra forskning, at vandoptagelsen stiger, når vandet er tempereret (16-18 grader) frem for iskoldt”.

Mærkbare resultater i stalden

På Stakildgaard nord for Viborg har landmand Jakob Gade sidste år igangsat en række tiltag for at forbedre kalvenes tilvækst.

Jakob er gået over til, at kalvene får mælk i sutteflasker og derfor har separate skåle kun til vand. Derfor er der rigeligt med rent vand til rådighed hos kalvene i de tidligere mælkeskåle, som i øvrigt rengøres dagligt.

”For at gøre det lettere for mine medarbejdere at fylde vand i skålene, har vi fået etableret en vandslange på staldmuren foran kalvevognene”, siger Jakob Gade.

De nye tiltag har bidraget til en bedre tilvækst blandt hans kalve.

”Vi kan se en klar forbedring i tallene for kalvenes tilvækst. Så det ligger lige til højrebenet at fastholde tiltagene i fremtiden”, fastslår Jakob Gade afslutningsvis.

Maria Falkesgaard Jørgensen
Kvægrådgiver

Maria Falkesgaard har som kvægrådgiver fokus på analyse og handlingsplaner for at opnå en robust bedrift.

25195530
Se flere medarbejdere indenfor Kvæg