Forside / Viden / Solceller rasler ned i pris: Indhent tilbud og spar op til 70 procent

Solceller rasler ned i pris: Indhent tilbud og spar op til 70 procent

Fordi prisen på solceller er faldet drastisk de seneste par år, er der fornuftig forretning i at etablere solceller bag egen måler. Men du skal stadig sørge for at indhente flere forskellige tilbud, understreger solcellerådgiver i Velas

Vil du etablere solceller bag egen måler, er den gode nyhed, at det er blevet langt billigere. Priserne på solcelleanlæg er faldet hen over de seneste år, og faktisk er det lige nu tæt på en halvering i priserne fra sommeren 2022 og til nu.

Derfor kan det ifølge solcellerådgiver Peter Mark Nielsen i Velas være en meget fornuftig forretning at etablere solceller.

ꟷ Især solcellepanelerne er faldet i pris, og med til at skubbe priserne ned er simpel udbud og efterspørgsel, samtidig med at der er øget konkurrence på leverandørmarkedet. Det kommer forbrugerne til gode, fortæller han.

Ifølge solcellerådgiveren er det dog vigtigt, at du ikke bare stirrer dig blindt på de lavere priser på anlæggene og takker ja til det første tilbud. Der kan nemlig være store forskelle i priserne på sammenlignelige anlæg.

ꟷ Vi store prisforskelle i markedet. Det er slet ikke unormalt, at der kan være op til 60-70 procent forskel i pris på bedste og dårligste tilbud på helt sammenlignelige solcelleanlæg. For at få den bedste pris skal du sørge for at indhente tilbud fra flere forskellige leverandører og slå koldt vand i blodet. Der er mange leverandører, og konkurrencen er til fordel for dig som kunde, understreger Peter Mark Nielsen.

Ryk nu – og høst penge til sommer

Hvis du vil have mest mulig ud af anlægget, gælder det om at have anlægget etableret inden maj, juni og juli. Her kan du ifølge solcellerådgiveren høste cirka 45 procent af hele årets solcelleproduktion i de solbeskinnede måneder.

ꟷ Når solen skinner mest om sommeren, er det selvfølgelig en fordel, at solcellerne er klar til at producere strøm i den periode. Heldigvis er det stadig muligt at nå at etablere solceller i løbet af foråret, så du er klar til sommermånederne i år, siger Peter Mark Nielsen.

ꟷ Det kræver dog, at du inden længe kommer i gang med at få indhentet tilladelser og godkendelser fra netselskab og kommune, så du efterfølgende kan få indhentet tilbud fra leverandører, siger han videre.

Så meget koster et anlæg 
Investering: 200.000 kr.
Årlig produktion: 65.000 kWh 
Tilbagebetalingstid: 6 år 
Fremstillingspris: 0,29 kr/kwh 
Anlægget i eksemplet fylder ca. 300 m2 på taget eller optager 500 m2 på jorden

Husk de formelle krav

For Peter Mark Nielsen er det dog vigtigt at understrege, at der er en række ting, du skal have styr på, inden du bestiller et solcelleanlæg.

Du risikerer nemlig en stor ekstraregning, hvis ikke du har styr på de formelle krav.

ꟷ Hvis ikke tilladelserne hos kommunen er i orden, og du ikke har styr på, om tagets bæreevne kan klare et solcelleanlæg, kan du pludselig stå i en situation, hvor forsikringen ikke vil dække, hvis uheldet er ude. Du kan også risikere, at netselskabet beder dig slukke anlægget, hvis ikke de formelle tilladelser er indhentet. Så det skal du have styr på, fastslår solcellerådgiveren.

Gode råd, inden du får solcelleanlæg
Se på dit nuværende strømforbrug ifht. størrelsen på solcelleanlægget. Husk at tænke ind, om der i fremtiden vil ske store ændringer i strømforbruget.

Få styr på tilladelser. Netselskab skal give tilladelse, hvis et anlæg skal være større end 10 kW.

Hvis anlægget skal placeres på staldtaget, skal du i dialog med kommunen, om det kræver byggetilladelse eller blot en anmeldelse.

Hvis bygningen ikke kan bære, kan et anlæg på jorden være en god idé. Det kræver dog en landzonetilladelse.

Tag stilling til, hvilken retning anlægget skal pege. Mod syd laver anlægget strøm midt på dagen. Peger anlægget mod øst eller vest, vil du få mere strøm morgen eller aften.
Peter Mark Nielsen
Rådgiver, Griseproduktion

Peter Mark Nielsen er griserådgiver med særligt fokus på foder.

2519 6766
Se flere medarbejdere indenfor Energi