Kulstof er afgørende for jordens sundhed, og med stor kamp om det organiske materiale kan markerne nemt blive sorteper. Men det er en dårlig langsigtet strategi, fastslår planteavlsrådgiver, som råder til at fokusere på rødderne
Kampen om kulstoffet.
Sådan betegner planteavlsrådgiver Erik Sandal fra Velas den udfordring, som mange planteavlere står overfor.
Skal du sælge halmen på marken til skyhøje priser? Eller skal du lade den ligge og formulde, så den kan tjene marken på lang sigt?
– For jordens skyld skal man nedmulde halmen, men det kan jeg sagtens forstå, at man ikke vil gøre, når man kan få mange penge for det. Man må bare ikke glemme, at jorden stadig skal have sin del af kulstoffet, for ellers forringes jordens dyrkbarhed, siger Erik Sandal.
Jorden og markerne risikerer ifølge Erik Sandal helt forståeligt at blive den tabende part i den kamp, som finder sted, når fødevareproduktion, energisektoren og øvrige industrielle formål alle vil have fingrene i biomasse.
– Det stiller landmændene i en udfordring, for det er ikke nemt at lade halm blive tilbage på marken, når det er så mange penge værd. Men på den lange bane går det ikke, at du fjerner al plantemasse fra markerne uden at tilføre noget, siger han.
Han anbefaler, at du som planteavler stiller skarpt på at opretholde et stabilt kulstofniveau, og her er kardinalpunktet, at der i marken er et vedudviklet rodnet.
– Rødder udskiller en masse kulstofforbindelser i de dybere jordlag ved at trække kulstof med ned i jorden, og det øger dermed stabiliteten i jordens kulstofniveau, siger Erik Sandal.
Bliv klogere på tilstanden
Hvis du vil undgå at stå i en situation, hvor din jord ender som taberen af kulstofkampen, anbefaler Erik Sandal i første omgang, at du får viden om kulstofindholdet i dine marker. Dermed finder du ud af, om du overhovedet står med problemer, du skal tage dig af.
– Når du alligevel får taget jordprøver, skal du få målt kulstofniveauet. Så ved du, om du nærmer dig et kritisk niveau, ligesom du finder ud af, hvilke marker du kan tillade dig at sælge halm fra, og hvilke marker du skal have tilført kulstof, fordi du så ved, hvilke marker der mangler kulstof, siger planteavlsrådgiveren.
Når du har overblik over kulstofindholdet i dine marker, skal du finde ud af, hvordan du kan skabe balance mellem at fjerne plantemasse fra markerne og at sørge for opretholde kulstofniveauet.
– Det tager ikke ret lang tid at gøre skade på jorden, så den er ufrugtbar og dårlig rustet til at tackle udfordrende vejr. Til gengæld tager det lang tid at opbygge kulstofniveauet i jorden, så det er en kortsigtet løsning at udpine jorden for at få mere ud af den nu og her, siger Erik Sandal.
Fokus på sædskifte
Hvis du aktivt vil gøre noget for at skabe bedre kulstofniveau i markerne, er et sundt sædskifte med efterafgrøder et godt sted at sætte ind.
– Sørg for, at jorden er dækket af grønt så meget som muligt i løbet af året. Desuden skal du huske, at jo mere jordbearbejdning du foretager, jo mere kulstof brændes der af, siger rådgiveren.
Han fremhæver desuden græs som noget af det allerbedste til at skabe balance i marken.
– Derfor kan du overveje at have en periode med græs i de marker, som mangler kulstof, siger Erik Sandal.