Forside / Viden / Mindre energi i hestebønner: Det skal du gøre

Mindre energi i hestebønner: Det skal du gøre

Landsanalyser af hestebønner for 2024 viser stort fald i energiindholdet, og selvom hestebønner dyrkes for protein, bør det give anledning til ekstra fokus, fastslår griserådgiver i Velas

Står der hestebønner på menuen i svinestalden på din bedrift, er der grund til at skærpe opmærksomheden.

Landsanalyser af hestebønner for høsten i 2024 viser, at der er væsentligt mindre energiindhold i hestebønnerne sammenlignet med året før.

Selvom hestebønner dyrkes for at få protein, er faldet så stort i energiindholdet, at det skal have dit fokus. Det mener Peter Mark Nielsen, griserådgiver i Velas m. speciale i foder.

ꟷ Hestebønner er stadig et ganske udmærket fodermiddel, men så store forskelle i næringsindholdet gør, at der er nogle ting, man skal overveje, når der fodres med hestebønner. Når vi ikke ved, hvad forskellen i næringsindhold skyldes, er det relevant at lave flere analyser af egne hestebønner, inden de bliver brugt i foderet, siger rådgiveren.

Han anbefaler konkret, at du laver en analyseplan for dine hestebønner, som kigger på mængden af vand, råprotein, fosfor og energi.

ꟷ Det kedelige ved analyser er, at der er en stor usikkerhed, så du bliver nødt til at tage flere analyser for at få et sikkert svar på indholdet. Laver du tre analyser, vil du få et rimeligt sikkert svar, understreger Peter Mark Nielsen.

Tilret din foderoptimering

Uanset om der er tale om foder til søer, slagtesvin eller til smågrise, kræver det lavere energiindhold din opmærksomhed.

Tager man eksempelvis en slagtesvineblanding med 20 procent hestebønner i, vil der med hestebønner fra 2024-høsten være 2,6 FEsv/100 kg mindre, end der var tilsvarende for 2023-høsten.

ꟷ Er slagtesvinene ad libitum-fodrede, vil de æde lidt mere foder og på den måde korrigere for det lavere energiniveau selv, men hvis det er restriktivt vådfoder, vil grisene få for lav foderstyrke og dermed producere for dårligt, siger Peter Mark Nielsen.

Derfor skal du ifølge rådgiveren sørge for at tilrette råvareværdierne i din vådfodercomputer og desuden tilrette din foderoptimering.

ꟷ Bruger du hestebønner til smågrise, kan der også være udfordringer, fordi det lavere energiindhold vil gøre, at de ikke optager energi nok, og dermed falder tilvæksten. Derfor skal du rette dine foderblandinger, så energiniveauet bliver holdt oppe på det ønskede niveau. Det kan du gøre ved at tilsætte mere fedt i foderet, siger han.

Herudover er det vigtigt, at du husker at rette energiindholdet i p-kontrollen.

ꟷMed en forskel på næsten 16 procent i energiindholdet skal du også huske at rette energiindholdet i dine fodermidler i p-kontrollen. Hvis du fortsætter med de gamle værdier, bliver dit foderforbrug ved slagtesvin næsten 0,1 FEsv/kg. tilvækst for højt på papiret, siger Peter Mark Nielsen.

Glem ikke økonomien

Når et fodermiddel falder i energi- og proteinniveau, mister det også værdi. Forskellen på hestebønner fra høsten 2023 til høsten 2024 er cirka 15 kr. pr. 100 kg.

ꟷ Dermed kan der være behov for at regne økonomien i hestebønner igennem igen. Med alt det sagt er hestebønner stadig et godt fodermiddel, som giver gode resultater i stalden, hjælper på klimaaftrykket og øger selvforsyningen af protein. Men for at udnytte det fulde potentiale i hestebønner, er det nødvendigt at bruge lidt kræfter på at analysere dine egne hestebønner samt at justere foderblandinger og råvareværdier derefter, siger Peter Mark Nielsen.

HestebønnerFEsv /100 kg FEso /100 kg Råprotein % Fosfor g/kg 
Høst 202384,8 88,8 24,74,7
Høst 202468,8 79,7 23,85,4
Forskel-16 -9,1 -0,9+0,7
Forskel %-15,9 -10,2 -4+15
Peter Mark Nielsen
Rådgiver, Griseproduktion

Peter Mark Nielsen er griserådgiver med særligt fokus på foder.

2519 6766
Se flere medarbejdere indenfor Gris