Forside / Viden / Har du internationale medarbejdere på bedriften? Disse 5 fejl må du ikke begå

Har du internationale medarbejdere på bedriften? Disse 5 fejl må du ikke begå

Der er mange regler at holde styr på, når du ansætter internationale medarbejdere. Ifølge arbejdsgiverrådgiver i Velas er der typisk en række steder, hvor det kan gå galt

Hvis du er en af de mange i dansk landbrug, som har eller som overvejer at ansætte internationale medarbejdere på bedriften, skal du holde tungen lige i munden.

Meget skal der være styr på, hvis du vil undgå at stå i ærgerlige situationer, fortæller Nataliia Kharchenko, arbejdsgiverrådgiver i Velas.

– Hvis du ikke har styr på det formelle, kan det føre til, at medarbejderen mister sin arbejds-/opholdstilladelse, eller at du som arbejdsgiver får en bøde. Laver du den samme fejl måned efter måned uden at være klar over det, kan bøden sagtens løbe op i over 100.000 kroner, siger hun.

Ifølge hende er det typisk nogle af de samme ting, som giver udfordringer for landmændene i rollen som arbejdsgiver i forbindelse med internationale medarbejdere.

– Især arbejds-/opholdstilladelser volder problemer. Nogle begynder at arbejde uden tilladelse, og så står arbejdsgiver og medarbejder i en svær situation, når der sker en arbejdsulykke eller lignende. Vi anbefaler, at medarbejdere aldrig begynder at arbejde uden at have ret til det, siger Nataliia Kharchenko.

Styr på tilladelser

Netop arbejds-/opholdstilladelse er det vigtigste at få styr på, når der skal ansættes internationale medarbejdere.

Her skal du starte med at tage et kig i medarbejderens pas, for nationalitet afgør, hvilken type af tilladelse der kræves.

– Hvis medarbejderen kommer fra et EU-land, gælder der færre restriktioner i forhold til lovgivningen. Det vil sige, at de kan arbejde med det samme og efterfølgende søge om arbejds-/opholdstilladelse. Hvis de ikke er EU-borgere, er kravene skærpet, og her gælder en arbejds-/opholdstilladelse f.eks. kun hos den specifikke landmand, og der går længere tid, før de må arbejde, fortæller Nataliia Kharchenko.

I dansk landbrug kan du få arbejds- og opholdstilladelse, hvis du bliver ansat som praktikant, fodermester eller driftsleder på en bedrift. Men tilladelsen gælder kun til den specifikke bedrift.

– Så hvis en international medarbejder skifter arbejdsplads, skal der søges om tilladelse igen. Samme gælder, hvis medarbejderen skal flytte til en ny stilling på den bedrift, hvor vedkommende er ansat i forvejen, siger arbejdsgiverrådgiveren.

For ukrainere gælder en særlov, som kører på ubestemt tid, og den siger, at ukrainere kan arbejde frit som EU-borgere, når de blot er godkendt under særloven. Det vil altså sige, at de frit kan skifte arbejdssted, og der gælder andre krav til løn.

Særskilt arbejds-/opholdstilladelse

En af de ting, der ofte giver problemer hos landmændene, er ifølge Nataliia Kharchenko, når et familiemedlem bliver ansat på samme bedrift.  

– Vi ser tit, at arbejdsgivere ansætter et familiemedlem til den såkaldte hovedperson. Her er det vigtigt, at du som arbejdsgiver sørger for at søge om særskilt arbejds-/opholdstilladelse til familiemedlemmet. Ellers risikerer medarbejderne at miste deres ret til ophold i Danmark, og at du som arbejdsgiver får en bøde, fortæller rådgiveren.

Det vil sige, at hvis hovedpersonen er ansat på arbejds- og opholdstilladelse som fodermester, og ægtefællen arbejder på samme bedrift, skal vedkommende have sin egen særskilte arbejds-/opholdstilladelse.

Hold dig til 48-timers reglen

Når der er styr på diverse tilladelser, og medarbejderne er godt i gang på bedriften, er det vigtigt, at du som arbejdsgiver er opmærksom på arbejdsbyrden.

Nataliia Kharchenko og kollegerne i Velas ser nogle gange eksempler på, at internationale medarbejdere arbejder mere, end de egentlig må.

– Medarbejderne er kommet til landet, fordi de gerne vil arbejde, og de er interesserede i at arbejde mange timer. Men det skal foregå inden for lovens rammer. Alle medarbejdere er normalt underlagt den såkaldte 48-timers regel, som siger, at du ikke må arbejde mere end 48 timer om ugen i gennemsnit i en referenceperiode på 4 måneder, siger hun.

Særligt i de travle sæsoner og i problemsituationer er der grund til at være opmærksom på, at dine medarbejdere ikke arbejder for meget.

– Årsagen til, hvorfor de pludselig arbejder mere end 48 timer, er nemlig irrelevant i lovgivningen, siger Nataliia Kharchenko.

Lav ikke denne finte på lønsedlen

Når du skal udarbejde lønsedler til dine medarbejdere, gælder der en række regler til, hvad der må inkluderes i lønnen, og hvad der ikke må.

Når vi taler internationale medarbejdere, lejer de sig ofte ind en i bolig ejet af landmanden, og her kan det være fristende at fratrække huslejen i lønnen. Men det må man ikke.

– Al løn skal udbetales til en dansk konto, og der må ikke fraregnes udgifter til husleje, telefon, osv. på lønsedlen, fortæller Nataliia Kharchenko.

Lønsedlen kan være svær at forstå

Når der skal udbetales løn, kan det ifølge Nataliia Kharchenko også være en god idé at tage en snak med de internationale medarbejdere om det danske skattesystem.

– Vær serviceminded over for dine internationale medarbejdere. Ofte har de svært ved at forstå det komplicerede danske skattesystem, siger hun.

Mange internationale medarbejdere vælger derfor at lukke øjnene for skattesystemet, og her kan du som arbejdsgiver spille en rolle.

– Det nytter selvfølgelig ikke noget at lukke øjnene, og hvis du hjælper dine medarbejdere med at forstå lønsedlen, skat og feriepenge, får du mere tilfredse medarbejdere, siger Nataliia Kharchenko.

Hun anbefaler desuden, at du forklarer feriepengesystemet til de internationale medarbejdere.

– Det kan for nogen vække undren i starten. De tror måske sågar, at det er penge, som landmanden putter i egen lomme, idet de ikke kommer til udbetaling med det samme, siger hun.  

Nataliia Kharchenko
Rådgiver, Ledelse og rekuttering

Nataliia Kharchenko er rekrutterings- og ledelsesrådgiver i Velas og har særligt fokus på internationale medarbejdere.

2310 7828
Se flere medarbejdere indenfor Rekruttering, HR & Løn