Ved at kunne afsætte tid og plads til de mindste grise, kan man opnå bedre tilvækst, lavere foderforbrug og højere salgsvægt, fastslår griserådgiver
Hvad gør man, når grisene i klimastalden ikke nødvendigvis leverer de resultater, som man gerne vil have?
Det findes der mange bud på, men spørger man griserådgiver Anders Peter Andersen i Velas, kan der ligge mange gevinster i det, som han kalder for en ”80/20-løsning”.
Løsningen opstod hos en griseproducent, hvis produktion generelt lå flot med mange fravænnede grise og fuldt antal søer i anlægget. Men det haltede lidt i klimastalden.
ꟷ Sammen fik vi regnet på det, og det viste sig, at det ville være en gevinst at bygge til klimastaldene, da de eksisterende stalde var dimensioneret til færre grise, end der blev fravænnet. Derfor blev der bygget 7 stk. klimastalde til med plads til 20 procent af grisene samt sektioner til egen polteproduktion, fortæller Anders Peter Andersen og uddyber:
ꟷ Det er en gevinst – både hos de fravænnede grise samt for de hjemmeavlede polte, da det samlede projekt gav mulighed for at flytte poltene væk fra soholdet og fede restgrisene.
Tilpasset efter behov
Med andre ord: De mindste 20 procent af grise blev sorteret fra og placeret i egen sektion. De resterende 80 procent grise får så adgang til alle kvadratmeterne i den resterende del af klimastaldene.
Ifølge Anders Peter Andersen kan opdeling på den måde gøre det meget lettere at målrette indsatsen til grisenes behov.
ꟷ Dermed bliver det langt nemmere at fokusere sin indsats på de mindste grise. Du kan tilpasse rumtemperaturen til de mindste grise langt bedre, og du kan i højere grad justere foderet korrekt efter grisenes behov, siger han.
Hos den respektive griseproducent medførte indsatsen en lang række gevinster. Salgsvægten blev øget, tilvæksten steg og foderforbruget faldt.
ꟷ Der blev desuden flere kvadratmeter pr gris, og det var med til at sænke dødeligheden. Det kan altså give rigtig god mening at få justeret pladserne i klimastaldene til. For selvom der generelt er fremgang i resultaterne i soholdene, bliver klimastaldene ikke større af den grund, og det er en skam, hvis klimastalden bliver en flaskehals, siger Anders Peter Andersen.
Få styr på perspektiverne
Inden man som griseproducenten her kaster sig ud i at bygge til eller vælger løsningen fra hjemme på sin bedrift, er det dog ifølge griserådgiver Anders Peter Andersen vigtigt, at man får regnet på mulighederne.
ꟷ Man skulle nødigt ende med at bygge til på et for tyndt grundlag, og omvendt er det ærgerligt at vælge en udvidelse fra, hvis det sagtens kan hænge sammen økonomisk. Derfor skal man sørge for at få regnet perspektiverne i de forskellige løsninger igennem, siger han.