×

Velas vil hjælpe ukrainske flygtninge: Stiller medarbejdere til rådighed

02-03-2022 00:00:00

Rådgivningsvirksomheden Velas melder nu klar til at hjælpe ukrainske flygtninge med at blive etableret i Danmark

Ukrainske flygtninge skal have hjælp til at navigere i det danske system, når de ankommer til Danmark på flugt fra invasionen i Ukraine.

Sådan lyder meldingen fra Velas, der er landets største rådgivningsvirksomhed inden for landbruget, der derfor frit vil stille medarbejdere til rådighed for at hjælpe de ukrainske flygtninge med at komme på fode i Danmark.

”I årtier har ukrainere været en absolut nødvendig del af dansk landbrug, og tusindvis af ukrainere har dagligt arbejdet hårdt på de danske landbrugsbedrifter. Derfor har vi i dansk landbrug et særligt forhold til Ukraine. Vi føler for deres forfærdelige situation, og derfor føler vi os forpligtede til at give noget igen”, siger Jan Winther, adm. direktør i Velas, der i første omgang har nedsat et team på tre medarbejdere, der alle har kendskab til ukrainske forhold.

Helt konkret vil virksomheden stille medarbejderne til rådighed til at hjælpe ukrainerne med kontakt til myndigheder, kommuner, læger og skoler mv. med henblik på, at familierne kan få en tilværelse i landet. En løsning, som potentielt kan sikre familierne på både kort og lang sigt.

”Det er stort set umuligt at vide, hvem man skal tale med, og hvornår man skal gøre hvad, når man kommer til et nyt land uden andet end sin familie og sine nærmeste ejendele. Derfor vil vi frit stille folk til rådighed, som kan hjælpe dem med at få kontakt til myndigheder kommuner, læger og skoler, så de kan få en så god tilværelse i Danmark som muligt. Det gør vi af respekt for de mange ukrainere, som i forvejen er i landet, for de mange danske landmænd som har ukrainske ansatte og ikke mindst af respekt for den frygtelige situation i Ukraine netop nu”.

En hjælpende hånd til familierne

Velas står hvert år for at få hundredvis af ukrainere i job på de danske landbrug, hvor de er en eftertragtet arbejdskraft. Det skyldes, at ukrainere har en høj arbejdsmoral og et højt fagligt niveau. Det gælder både som praktikanter og som fodermestre.

Velas har også selv ukrainske medarbejdere ansat, som dermed kender både sproget og kulturen.

Den høje andel af ukrainsk arbejdskraft i Danmark betyder også, at rigtig mange landmænd lige nu mærker de frustrationer, de ukrainske medarbejdere må tackle i hverdagen.

”De ukrainske medarbejderes familier befinder sig måske i Ukraine lige nu, og det er klart, at det påvirker alle på bedrifterne. Der er naturligvis stor forståelse for medarbejdernes ekstraordinære situation, hvor de måske føler et stærkt behov for at komme hjem til deres familier eller måske endda hjælpe til i hjemlandet”, siger Jan Winther og peger på, at hjælpen også rækkes ud til de landmænd, der har berørte ukrainske medarbejdere, og som måske forsøger at få deres familier til Danmark.

”Vi vil også frit hjælpe de landmænd, der måske pludselig står med en eller flere hele ukrainske familier, som er drevet på flugt”, siger direktøren.

Vil hjælpe med at finde jobs

Udover at stille medarbejdere til rådighed for at hjælpe, så vil Velas derudover også gøre brug af sit omfattende netværk inden for rekruttering af ukrainske medarbejdere til især landbruget, fortæller Jan Winther.

”Vi ved, hvor svært det kan være at få et arbejde. Her vil vi også se, om vi kan gøre noget for at få nogle af de berørte flygtninge i arbejde, såfremt det bliver muligt. Lige nu er vi ved at dykke ned i reglerne for at finde ud af, hvad der kan lade sig gøre, og hvor der kan være benspænd”, fortæller Jan Winther og afslutter:

”Det er svært at spå om, hvad der sker. Men vi står klar til at hjælpe”. 

 

Har du spørgsmål?

Jens Skov Rasmussen
Konsulent, Rekruttering og Ledelse
Mobil: 30519792
E-mail: jsr@velas.dk