×

Velas Nordland er nu LandboNord

12-08-2021 00:00:00

Rådgivningsvirksomhederne LandboNord og Velas har indgået aftale om et ejerskifte af revisionskontoret Velas Nordland. Samtlige ansatte og kunder i Velas Nordland flytter derfor fra kontoret i Østervrå til Brønderslev, hvor de vil blive en del af LandboNord.

LandboNord køber revisionskontoret Velas Nordland, der har til huse i Østervrå.

Derfor vil de nu ni tidligere ansatte i Velas Nordland skifte kontoret i Østervrå ud med LandboNords hovedsæde i Brønderslev. En tur på kun 20 kilometer. Den korte afstand og Velas Nordlands spændende kunder samt kontorets dygtige medarbejdere var nogle af årsagerne til, at ejerskiftet var attraktivt for adm. direktør i LandboNord, Uffe Bertelsen.

"Vi glæder os til at byde nye kunder og medarbejdere velkommen i LandboNord, og vi vil lægge os i selen for at gøre overgangen så smidig som muligt. LandboNord er grundlagt og har solide rødder i Nordjylland, hvor vi er stærkt til stede med en række stærke fagrådgivninger", siger Uffe Bertelsen.

Styrker tilstedeværelsen i Himmerland


Kontoret i Østervrå har siden 2018 været en del af Velas. Men med Velas’ nye strategi, der bl.a. sigter mod et skarpere geografisk fokus, passer kontoret i Østervrå ikke ind på samme måde, som det gjorde forud for fusionen.

"Ejerskiftet til LandboNord er den rigtige beslutning for os, og vi har været glade for den store opbakning, vi har nydt blandt de nordjyske kunder. Vi vil med ejerskiftet bl.a. allokere flere ressourcer til vores kontor i Himmerland og udvikle den del af forretningen såvel som den sydlige del af landet. Jeg vil gerne sige tak til vores nu tidligere medarbejdere for indsatsen", siger Jan Winther.

LandboNord er klar til at byde velkommen


"For vores nye kunder vil meget blive som før, herunder at kunderne vil blive betjent af de medarbejdere, de kender fra Velas Nordland. I LandboNord vil kunderne også kunne mærke, at vi gennem flere år har investeret i den nyeste teknologi og flere digitale løsninger, som styrker kundernes indsigt i deres virksomhed og forenkler arbejdet med regnskab og bogholderi. Det skal simpelthen være let", siger Uffe Bertelsen.