×

To af landets bedste mælkeproducenter: Vi går benhårdt efter økonomien

19-11-2021 00:00:00

Til første udgave af Velas’ arrangement Fagligt Forum for Kvæg, fik tilhørerne en gennemgang af årets resultat, en prognose for det kommende år samt ikke mindst konkrete råd fra et par af landets dygtigste mælkeproducenter.

To af landets dygtigste mælkeproducenter var torsdag inviteret ind til Velas for at være med i paneldebat om, hvordan de helt lavpraktisk bærer sig ad med at ligge helt i toppen af dansk mælkeproduktion. 

De to mælkeproducenter Palle Bjerggaard og Johan Haugaard Høyer driver to vidt forskellige landbrugsvirksomheder, men fælles for dem begge er, at de begge leverer dækningsbidrag og afkast, der mere end sikkert placerer dem blandt de bedste fem procent af de danske mælkeproducenter.

Johan Haugaard Høyer, driver en større bedrift med 600 årskøer, mens Palle Bjerggaard driver en jerseybedrift med 250 årskøer.

Økonomien frem for alt

Begge mælkeproducenter går direkte efter økonomien, når de stiler efter at skabe gode resultater.

”Jeg går benhårdt efter det højeste dækningsbidrag. Det nørder vi meget i at få op. Vi er en del af Kvægnøglen og har været det altid, og heri finder vi frem til, hvor vi er udfordrede, og så lægger vi en plan for, hvordan vi kan hæve os og dermed vores dækningsbidrag”, siger Palle Bjerggaard.

Han bliver bakket op af Johan Haugaard Høyer, der dog ikke dykker så meget ned i tallene.

”Jeg styrer helt klart også efter dækningsbidraget, men jeg går ikke så meget ned i de enkelte tal. Jeg gør det, der virker år efter år. Når jeg får mit regnskab, så løber jeg det igennem og tager en beslutning om, hvad der skal gøres i det kommende år”, siger han og fortsætter:

”Jeg kører egentlig min bedrift meget enkelt: Hvis måden, jeg gør tingene på, virker, så ser jeg ingen grund til at ændre på det”.

Netop det var også en af de vigtige pointer fra virksomhedsrådgiver Jens Kock, der gennemgik oplagte strategiske målsætninger for regnskabet.

”Hvis I skal tage en enkelt ting med jer hjem i dag, så bør det være, at I skal holde fokus på bundlinjen og kerneforretningen. Brug tiden der, hvor I tjener pengene – og det er formentlig i stalden og ikke nødvendigvis i marken”, lød det fra Jens Kock.

Har lagt en klar strategi

Begge mælkeproducenter klarer sig i særklasse godt på foderomkostningerne, hvor de begge ligger på meget lave niveauer på hhv. 1,09 kr. og 1,10 kr. pr. kg. EKM. Samtidig leverer Johan Haugaard Høyers besætning 1.000 kg. EKM mere per ko end gennemsnittet, mens tallet for Palle Bjerggaard jerseybesætning er 500 kg. EKM mere per ko end gennemsnittet.

En af årsagerne til Palle Bjerggaard lave foderomkostninger begrunder han selv med, at han bl.a. udelukkende køber råvarer ind og aldrig køber fuldfoderblandinger.

”Min erfaring er bare, at jeg får de bedste resultater, når jeg ved, hvad der bliver fodret med. Samtidig er råvarer altid billigere end forarbejdede produkter, og det gør noget positivt for økonomien”, siger Palle Bjerggaard, der fodrer primært med græs og majs som basis, men også tilføjer mask, som ensileres og fodres gennem hele året.

I forbindelse med den seneste tids hastigt stigende priser på foder, så fortalte han også, at han benytter sig af AgroMarkets, når han følger markedet for køb og salg af råvarer.

”Som landmand føler man altid, at man køber lidt for dyrt, eller man er for langsomt ude, når prisen er lav. Men når jeg følger AgroMarkets, så ved jeg, hvornår jeg skal købe eller sælge, og det gør, at jeg nu selv føler, at jeg køber til ordentlige priser. Hvis man føler, at man altid er på bagkant på den front her, så er min klare anbefaling, at man får lagt sig en strategi på området og så følger den – ellers vil man blive ved med at være bagud”, siger han og fortsætter:

”Foderpriserne er høje nu, men dem panikker jeg ikke over. Vi ser også ind i en lidt højere mælkepris, så jeg synes jo også, der er noget at betale af. Derfor har vi også personligt meget fokus på de lavthængende frugter lige nu og henter besparelser der – eksempelvis ved at pleje vores kløvergræs i marken og passe på vores proteiner”.

2021 slutter historisk godt

Tilhørerne på Fagligt Forum Kvæg fik også et bud på, hvordan mælkeproducenternes regnskab for 2021 vil slutte. Her præsenterede driftsøkonom Rasmus Riber Rasmussen beregninger, der viste, at en gennemsnitlig mælkeproducent i 2021 vil lande et resultat på 1.360.000 kr., hvilket er en gedigen stigning fra 938.000 kr. i 2020.

Tilsvarende vil de økologiske mælkeproducenter få et gennemsnitligt resultat på 1.490.000 kr. i 2021 mod 1.100.000 kr. i 2020.

”Set i et historisk lys, så er det faktisk et godt år”, sagde Rasmus Riber Rasmussen, førend han præsenterede en prognose for 2022, der dog ser ud til at trække i modsatte retning.

Her står de konventionelle mælkeproducenter til at få et resultat efter finansiering på 920.000 kr., hvilket i så fald vil være et fald på 440.000 kr. En tilsvarende nedgang vil økologerne også få i det kommende år. Her siger prognosen, at resultatet ender på 1.045.000 kr. mod 1.490.000 kr. i 2021. 

Resultaterne for 2022 er dog forbundet med nogen usikkerhed, da i sær en ændring i mælkeprisen vil få stor betydning for de endelige resultater.    

Tag med på næste udgave 

Fagligt Forum Kvæg afholdes igen den 1. december. 

Fagligt Forum Svin afholdes den 1. og 2. december. 

Du kan tilmelde dig lige her. 

Har du spørgsmål?

Rasmus Riber Rasmussen
Virksomhedsrådgiver
Mobil: 28684740
E-mail: rrr@velas.dk
Jens Kock Hansen
Virksomhedsrådgiver
Mobil: 25195541
E-mail: jens@velas.dk