×

Søg energitilskud til privaten - men

22-12-2020 00:00:00

Frem til 2026 har staten åbnet op for en ny tilskudsordning med nye midler hvert år, hvor du kan søge støtte til bedre isolering af din helårsbolig eller konvertering til varmepumpe.

I 2021 vil der være 375 mio. kr. i puljen til energiforbedringerne, som bl.a. går til tilskud til udskiftning af oliefyr til varmepumper og bedre isolering.

For at søge tilskudsmidlerne er der naturligvis en række krav, man skal opfylde, afhængig af hvilken type forbedring, man vil søge. Eksempelvis skal bygningen være energimærket efter 1. oktober 2012, hvis man vil søge om midler til forbedring af isolering. Du kan i nogle tilfælde også få tilskud til energimærkningen og således få den udarbejdet for derefter at søge tilskud.

Energimærket er ikke et krav for konvertering til varmepumpe. For at få tilskud til konvertering til varmepumpe skal du bo udenfor eksisterende eller besluttede fjernvarmeområder.

Der gives et fast beløb i tilskud, afhængigt af størrelse og typen af energiforbedringen. Som eksempel vil du, hvis du har et hus på 151-200 m2, få omkring 26.000 kr. i tilskud til etablering af varmepumpe, såfremt udgiften til etablering ligger på 102.000 kr.

Man må ikke have påbegyndt projektet, før man søger midlerne.

Du skal være hurtig

Men for at få del i puljemidlerne, skal man være hurtig.

Ordningen åbnede 15. oktober 2020 med 245 mio. kr. i puljen. Allerede 20 dage efter var hele puljens beløb blevet ansøgt med udgangspunkt i mere end 14.500 ansøgninger.

Det betyder, at selvom der i det kommende år er markant mere i puljen, så går det hurtigt. Derfor opfordrer vi til, at man er hurtigt ude, hvis man vil have del i midlerne.

Man kan søge midlerne selv online, men man kan også bringe sin konsulent i spil, hvis man vil være sikker på, at det bliver gjort rigtigt. 

Du kan beregne dit mulige tilskud på www.sparenergi.dk og læse mere på www.statens-tilskudspuljer.dk

Har du spørgsmål?

Anna Grethe P Aggerholm
Arkitekt|Bygningsingeniør
Mobil: 25195516
E-mail: agpa@velas.dk