Forside / Nyheder / Velas henter ny, erfaren CFO uden for landbruget

Velas henter ny, erfaren CFO uden for landbruget

Tobias Koopmann Nielsen har en solid fortid i bl.a. Siemens og Döhler Denmark, der er et tidligere Arla-datterselskab

Velas har netop ansat en ny CFO, der kommer med solid erfaring fra både internationale koncerner og danske produktionsvirksomheder. Her skal han være med til at styrke den samlede forretning og hjælpe med at udvikle endnu mere datadrevne løsninger til gavn for de danske landmænd.

Tobias Koopmann Nielsen er cand.oecon fra Aarhus Universitet og har tidligere haft centrale roller hos Siemens, hvor han blev udvalgt til et internationalt talentprogram med ophold i München i 2,5 år.

Derudover har han virket som både CFO og i en delt CEO-rolle i virksomheden Döhler Denmark, der er Skandinaviens største producent af frugt- og krydderibaserede ingredienser til nærmarkederne. 

Her arbejdede han bl.a. med at udvikle forretningen gennem tæt samarbejde mellem økonomifunktion og de faglige afdelinger for at skabe endnu mere værdi for kunderne.

– Der er ingen tvivl om, at vi med Tobias Koopmann Nielsen får en CFO med stærk forretningsforståelse og en dokumenteret evne til at omsætte tal til konkrete handlinger ude i afdelingerne. Tallene skal bruges aktivt til at flytte forretningen, og det er afgørende for os, fordi vi i stigende grad skal bruge data aktivt til at udvikle vores rådgivningstilbud og services ud imod de danske landmænd. Vi vil bringe dansk landbrug ind i en ny æra, siger Jacob Christiansen, adm. direktør i Velas.

Skal tage næste skridt til gavn for landmændene

Netop Tobias Koopmann Nielsens erfaring med at etablere og udvikle en business partner-funktion, hvor økonomifunktionen arbejder tæt sammen med de faglige områder for at udvikle kerneforretningen og kerneydelserne, skal bringes helt frem i virksomheden, fortæller Jacob Christiansen.

– Vi står et rigtig stærkt sted i dag og har brugt en række år på at nå hertil. Nu får vi en profil ind, der kan tage det næste skridt sammen med organisationen. Det glæder jeg mig rigtig meget til, siger han.

Tal skal være et værktøj til at påvirke handlinger

Den nye CFO ser frem til at komme i gang og arbejde tæt sammen med organisationen.

– Jeg har det bedst, når økonomi ikke bare handler om at forklare, hvad der er sket, men om at være med til at påvirke, hvad der kommer til at ske. Tallene er et værktøj til at påvirke handlinger og skabe effekt i forretningen og ude hos kunderne, siger Tobias Koopmann Nielsen og understreger, at tal og mennesker går hånd i hånd i en sådan funktion. 

– Nogle gange handler det om små justeringer, andre gange om at turde at gøre noget helt anderledes. Men det starter med at få data på bordet – derefter handler det så om at få folk med på rejsen.

Nuværende CFO fratræder

Ansættelsen af den nye CFO sker i forlængelse af, at den nuværende CFO Morten Hjort Nielsen fratræder i forbindelse med den fusion, Velas og VKST meldte ud i februar.

– Morten efterlader en forretning i historisk god form, og det er vi meget glade for. Nu bygger vi videre derfra, siger Jacob Christiansen.