Forside / Nyheder / Velas giver ansatte ubegrænset ret til at passe syge børn

Velas giver ansatte ubegrænset ret til at passe syge børn

For at øge fleksibiliteten for børnefamilier indfører rådgivningsvirksomheden Velas ubegrænset ret for forældre til at passe syge børn under 14 år

Det skal være lettere for medarbejdere med syge børn at få hverdagslivet til at hænge sammen.

Det mener de i rådgivningsvirksomheden Velas, som derfor fra 1. januar 2026 har besluttet at give virksomhedens medarbejdere ubegrænset ret til at passe syge børn under 14 år.

Ordningen betyder, at forældre kan blive hjemme, så længe det er nødvendigt, indtil barnet er raskt, uden at forældrene skal bekymre sig om antallet af barnets sygedage.

– Vi ønsker at være en arbejdsplads, hvor der er plads til både arbejdsliv og familieliv. Når ens barn er sygt, skal man kunne være der uden at føle sig presset eller bekymret for, om man nu bruger den sidste barns sygedag, siger Jacob Christiansen, adm. direktør i Velas.

Fleksibilitet giver tryghed

Ifølge den adm. direktør handler beslutningen i høj grad om at skabe trygge rammer for medarbejderne.

– Det her er ikke et signal om, at man skal være væk fra arbejde så meget som muligt. Tværtimod. Vi har tillid til, at vores medarbejdere bruger ordningen ansvarligt, og vi vil derfor gerne give dem ro i maven i de situationer, hvor familielivet kræver førsteprioritet, siger Jacob Christiansen.

Velas forventer, at ordningen kan få en positiv afsmittende effekt – også på medarbejdernes eget sygefravær.

– Vi ved, at mange forældre kan føle sig presset til at melde sig selv syge for at kunne passe et sygt barn. Når den bekymring forsvinder, tror vi på, at det samlet bliver en win-win for medarbejdere og virksomhed, siger han.

En investering i medarbejdertrivsel

Ordningen er en del af Velas’ løbende arbejde med at udvikle attraktive og tidssvarende personalepolitikker.

– Dygtige og engagerede medarbejdere er vores vigtigste ressource. Derfor er det vigtigt for os at tilbyde rammer, der understøtter både arbejdsglæde og privatliv. Ubegrænset barns sygedag er et konkret tiltag, der vidner om, at vi tager medarbejdernes hverdag alvorligt, siger Jacob Christiansen.

Han understreger, at Velas fortsat vil følge ordningen tæt og have dialog med medarbejderne om, hvordan den fungerer i praksis.

– Det handler om gensidig tillid. Når medarbejderne oplever fleksibilitet og opbakning, er vores erfaring, at de også er både loyale og engagerede i deres arbejde, siger han.