Forside / Nyheder / Stort flertal på generalforsamling: Fusion mellem Velas og VKST er nu en realitet

Stort flertal på generalforsamling: Fusion mellem Velas og VKST er nu en realitet

Det gør den fælles virksomhed til den første landsdækkende rådgivningsvirksomhed i landbruget

Medlemmerne i VKST har på to ordinære generalforsamlinger stemt klart for fusionen med Velas. Dermed er fusionen endeligt vedtaget og trådt i kraft pr. dags dato.

Den nye, fælles virksomhed favner samlet set 4.800 medlemmer og 18.000 unikke kunder. Derudover tæller den godt 730 medarbejdere på 13 lokationer – fra Aars i Nordjylland til Åkirkeby på Bornholm. 

– Vi har haft to gode generalforsamlinger med en god og sober debat, og vi kan nu glæde os over at stå her, hvor medlemmerne har sendt et stærkt signal ved at stemme for en fusion. De har valgt at bakke op om en retning, der fremtidssikrer rådgivningen og giver os et endnu stærkere fundament at bygge videre på. Det er en vigtig beslutning, der vil gavne alle vores landmandskunder over hele landet, siger Torben Hansen, der er tiltænkt rollen som bestyrelsesformand for den nye virksomhed.

Han peger på, at beslutningen på generalforsamlingen markerer begyndelsen på næste fase, hvor de to virksomheder gradvist skal samles til én fælles organisation. Målet er at styrke rådgivningen, udvikle stærkere faglige miljøer og sikre en robust virksomhed, der kan imødekomme fremtidens krav fra både kunder og omverden.

– Nu starter det egentlige arbejde. Vi skal lære hinanden endnu bedre at kende og bygge videre på de stærke faglige miljøer, der allerede findes i begge virksomheder. Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at stå endnu stærkere i de kommende år.

Positiv tilbagemelding fra medarbejdere

Samtidig retter bestyrelserne i både Velas og VKST en særlig tak til medarbejderne i begge virksomheder for den måde, de har taget imod beslutningen på.

– Vi har oplevet en stor professionalisme og en meget positiv tilgang fra medarbejderne både i Velas og VKST. Det giver et rigtig godt udgangspunkt for det arbejde, der nu begynder med at samle de to organisationer. Jeg er sikker på, at det nok skal blive rigtig godt, siger Jacob Christiansen, adm. direktør i den fælles virksomhed.  

I løbet af foråret skal der lægges ny, fælles strategi for virksomheden, hvor både kunder, ejere og alle medarbejdere inddrages for at give input til den nye retning.