Da Jeppe Jørgensen skulle købe Kjeldgaard af sin far, Henry, var det vigtigt for familierne, at generationsskiftet skete på den rigtige måde. Og det er de glade for i dag
– Vi var i hvert fald glade for, at vi havde vores egen rådgiver.
Sådan lyder ordene fra Jeppe Jørgensen, der sammen med sin hustru Kirsti i 2021 købte Kjeldgaard ved Roslev på Salling fra Jeppes forældre.
På Kjeldgaard har Henry Jørgensen og hustruen Marianne i flere årtier drevet griseproduktion, inden sønnen og Kirsti officielt overtager stafetten d. 1. juli 2021. Selve arbejdet med at forberede generationsskiftet starter imidlertid væsentligt før.
– Da jeg er omkring 40 år, lægger vi en plan for, hvordan fremtiden skal se ud. Vi er meget bevidste om, at vi skal stoppe, når jeg bliver 60 år. For at have tid til det tredje liv og til at komme ud og se verden. For os har det altid været vigtigt, at vi en gang imellem sætter os ned, kigger hinanden i øjnene og snakker om fremtiden, siger Henry Jørgensen.
Selvom sønnen Jeppe ikke altid har været sikker på, at han gerne ville købe fødegården, finder han efter noget tilløb ud af, at det vil han faktisk gerne.
– Med tiden bliver jeg klogere på, at jeg ikke vil ud og arbejde for andre. Jeg vil hjem og have mit eget. Jeg vil gerne bruge energien her på gården i stedet for at gå og slukke ildebrande for andre, fortæller Jeppe.
Grundig forberedelse
Da det står klart, begynder både Henry, Jeppe og resten af familiemedlemmerne at arbejde målrettet mod at få iværksat generationsskiftet.
Allerede her inddrager Henry sin rådgiver i, hvad der skal til at ske, så de kan få startet processen med at generationsskifte op i god tid.
– Da Jeppe begynder på uddannelse, kan vi godt regne ud, at vi ikke skal sælge bedriften til andre, og der tager vi fat i vores rådgiver og inddrager ham i, at det kommer til at ske, så vi kan forberede det, fortæller Henry.
Samtidig gør Jeppe alt, hvad han kan, for at gøre sig klar til at skulle investere i gården og griseproduktionen. Derfor har han både læst EUX landmand, været i både USA og Australien, arbejdet på bedrift i Odder og læst Agro Business Manager i Aarhus.
– Så jeg har egentlig bare arbejdet efter det og taget beslutninger ud fra, at de ville give mening i forhold til at skulle købe stedet her. Derfor sørger jeg også for at få en god periode i soholdet, da jeg arbejder i Odder, og bliver efterfølgende driftsleder, så jeg får prøvet det af inden, siger han.
At starte i god tid med at planlægge er en af nøglerne i et vellykket generationsskifte.
– Der er rigtig mange ting, der skal drøftes, og når man som hos Henry og Jeppe f.eks. har et selskab i samarbejde med en medarbejder, er der meget at tage stilling til. Det er en proces, man skal igennem, og det tager noget tid at få styr på, så at være i god tid er vigtigt, fortæller Henning Hansen, seniorrådgiver i Velas m. speciale i bl.a. generationsskifte.
Han er stor fortaler for, at man som Henry Jørgensen og hustruen med jævne mellemrum sørger for at afstemme, hvilke ønsker man hver især har i forhold fremtiden.
– Find ud af, om drømmene stadig er de samme. Ved at afstemme og snakke åbent om det, kan man også nemmere planlægge i god tid, hvad der skal ske, og dermed fælles arbejde hen mod målet, siger Henning Hansen.
Undgå uforudsete ting
For at klæde den nye generation på til at stå med ansvaret for Kjeldgaard, begynder både Jeppe og hustruen Kirsti så småt at deltage i årlige regnskabsmøder på Kjeldgaard og i de erfagrupper, som Henry er med i.
– Derudover får vi på det tidspunkt vores egen rådgiver i Velas, så vi har en, vi kan sparre med, fortæller Jeppe.
Det betyder, at den ældre generation har deres egen rådgiver, mens den yngre har en anden.
– I kører jeres forløb, og vi kører vores forløb. Som forældre er vi meget opmærksomme på, at der er to andre søskende, som også skal tilgodeses. Derfor holder vi også møder, hvor alle i familien er med, og hvor det hele bliver lagt frem, så alle er oplyst så godt som muligt, fortæller Henry.
Jo flere ting, man får drøftet og afklaret, jo færre uforudsete overraskelser kan dukke op og give problemer, understreger Henning Hansen fra Velas.
– Det er ikke kun vigtigt at hjælpe den nye generation godt i gang. Det er også vigtigt, at den ældre generation får midler med til at lave den pensionisttilværelse, de gerne vil. Samtidig skal øvrige søskende inddrages og forklares, at det kan godt være, at der kan tjenes gode penge på gården, men at det også er en stor risiko at overtage en bedrift, og at det er en stor opgave at tage på sig, fortæller han.
Egne rådgivere – og en særlig af slagsen
Især for Jeppe og Kirsti er der stor tryghed i, at de har deres egen rådgiver at gå til i processen.
– Vi føler, at rådgiveren er vores mand. Selvom de to rådgivere sådan er var enige om tingene, og begge er fra Velas, er det vigtigt for os, at han repræsenterer os, siger Kirsti.
Fra rådgivningens side lyder den klare anbefaling da også, at hver generation i et generationsskifte har hver sine rådgivere.
– Man er ældre og yngre generation, men man er også sælger og køber, og det betyder, at man har forskellige interesser. Den ældre generation har interesse i at få penge nok med til den nye pensionisttilværelse, mens den yngre generation gerne vil handle, så det hele kan hænge sammen økonomisk, og finansieringen kan komme på plads, siger Henning Hansen.
For der kan være mange ting, som kan pege i hver sin retning i et generationsskifte.
– Derfor er det vigtigt at have sin egen rådgiver at drøfte problematikker med uden at skulle forbi den anden generation, siger Henning Hansen.
For begge generationer faldt valget på rådgivere fra Velas, og selv om de sagtens kunne have valgt rådgivere uden for landbruget, var det ikke relevant.
– En landbrugsrådgiver har af gode grunde mere styr på landbrug, end en advokat har. Det samme gør sig gældende i forhold til bank og kreditforening. Her er min erfaring også, at det er bedre at gå med dem, der har forstand på landbrug, og derfor valgte vi at gå med landbrugsrådgivning, fortæller Henry Jørgensen og mens sønnen supplerer:
– At have fagligt dygtige rådgivere med gennem hele processen har været en stor hjælp. Der er ikke nogen af os, der er kloge nok til selv at sidde og lure alt det der alligevel. For det er kompliceret, og derfor har vi også sammen med rådgiverne vendt hver en sten, siger Jeppe.


