×

Fokus på biodiversitet i landbruget: Vind et NaturTjek til din bedrift

31-05-2021 00:00:00

Har du sat fokus på biodiversitet med diverse initiativer på din bedrift? Fortæl os hvad du har gjort for biodiversiteten og vind et NaturTjek fra Velas, som giver dig et indblik i, hvad der giver størst værdi i forhold til biodiversitet.

Velas og landbrugsvirksomheden Syngenta vil sammen sætte fokus på biodiversitet, og de mange gode initiativer de danske landmænd arbejder med på deres bedrifter. 

Biodiversitet er en nødvendig og naturlig del af det danske landbrug. Mange landmænd arbejder allerede målrettet med det, og der er mange gode ideer og initiativer, som foregår rundt omkring på de danske bedrifter. Med initiativet ”Bøndernes Blomstrende Ideer” er Velas og Syngenta gået sammen om at fremhæve og hylde danske landmænd, der gør noget godt for at hjælpe biodiversiteten på deres bedrifter. 

”Landbruget gør allerede rigtig meget for at værne om naturen på deres ejendom. Jeg fornemmer, at flere og flere ønsker yderligere redskaber og nye vinkler og viden til at forvalte den natur, som allerede er på deres ejendom.”, siger Hanne Juncher Fris, Jagt- og naturplejekonsulent ved Velas.

”Vi er glade for at kunne gennemføre dette vigtige projekt sammen med Velas og sætte fokus på biodiversiteten og de gode initiativer, der foregår på de enkelte bedrifter. Vi håber derfor på, at initiativet i år vil motivere mange landmænd til at dele deres gode idéer og forhåbentlig også inspirere andre landmænd til at gøre det samme og at tænke biodiversitet ind i deres bedrift”, siger Carina Skovmøller, chef for bæredygtighed, Public Affairs & kommunikation, i Syngenta Nordic.

En jury af eksperter inden for biodiversitet vil bedømme de indsendte ideer og kåre de tre bedste ideer i Danmark. Vinderen modtager et Naturtjek fra Velas, der giver et indblik i, hvad der giver størst værdi i forhold til biodiversitet, og vinderen får identificeret små og store områder, der kan inddrages på bedriften.

På baggrund af juryens vurdering af de indsendte initiativer vil der blive udformet en juryrapport med en beskrivelse af alle initiativerne, der forhåbentlig kan være med til at skabe inspiration rundt på gårdene, til gavn for den samlede biodiversitet i Danmark. Se jury rapport fra 2020 her.

Tilmeldingsfristen er d. 5. oktober 2021. 

Læs mere om Bøndernes Blomstrende Ideer og hvordan du deltager her.