×

Få styr på foderhandlen før det er for sent

23-06-2021 00:00:00

For det første skal man som svineproducent sikre sig den rigtige pris for det kommende års foder. Og får man tilbud fra forskellige firmaer, er det vigtigt, at indholdet er ens, lyder det fra svinekonsulent i Velas.

Høsten nærmer sig med hastige skridt, og for rigtig mange svineproducenter betyder det også, at der inden længe skal handles foder til det kommende år.

Og har producenterne ikke gjort deres forarbejde godt nok, før høsten skal i hus, så kan det blive en dyr fornøjelse, lyder meldingen fra Peter Mark Nielsen, svinekonsulent i Velas, der er specialist i fodring.

”Foderet er den suverænt største variable udgift i produktionen. Og der er ingen tvivl om, at det for svineproducenterne vil være en kæmpe fordel at være på forkant med det store benarbejde, der skal gøres i forbindelse med foderhandlen forud for både sommerferie og ikke mindst en høst, hvor man har travlt med alt muligt andet end at kigge på tilbud. Er man for sent ude, fordi man ikke har styr på den præcise blanding, eller at man sammenligner pærer og bananer hos forskellige firmaer, så kan det ende med at koste på bundlinjen”, siger Peter Mark Nielsen.

Sammenligner pærer og bananer

Han anbefaler derfor svineproducenterne til allerede nu at få kigget nøjagtigt på, hvad en given blanding skal indeholde til det kommende år. Og hvis man får tilbud fra flere firmaer, så skal indholdet være relativt ens, så priserne rent faktisk kan sammenlignes.

”Nogle gange kan man blive præsenteret for det billigste produkt hos en forhandler, mens en anden forhandler præsenterer foderet fra øverste hylde – og hvis man i så fald bare kigger på prisen, så risikerer man, at man sparer lidt på foderet, men omvendt taber mere på produktiviteten i stalden. Og det er altså kilde til mange frustrationer, hvis man får indkøringsproblemer med en ny fodertype og dermed tabt effektivitet i to måneder”, siger Peter Mark Nielsen, der peger på, at producenterne derfor nu skal gøre sig klart: Hvem vil de gerne have tilbud fra, og hvad skal tilbuddet indeholde.

”Når der er styr på det, så kan man hurtigt kontakte sin sælger og få det rigtige foder til den rigtige pris. Og her kan man med fordel bruge sin konsulent til at finde frem til den rigtige blanding og ikke mindst sammenligne de forskellige blandinger, hvis man får tilbud fra forskellige firmaer”.

Handl selv eller sæt i licitation

Det kan også meget vel være oplagt at sætte sit foder i licitation, hvis man som svineproducent er usikker på, om hvorvidt man får den helt rigtige pris.

”Der er rigtig mange landmænd, som kunne have gavn af at sende deres foder i licitation, fordi de måske betaler en smule mere, end de reelt set burde. Men med tanke på, at den gennemsnitlige foderhandel er i omegnen af fire mio. kr., så bliver en forskel på bare en enkelt procent til rigtig mange penge i det lange løb”, siger Peter Mark Nielsen.

Har du spørgsmål?

Peter Mark Nielsen
Svinekonsulent
Mobil: 25196766
E-mail: pmn@velas.dk