×

Få dit landbrug til at blomstre

21-04-2021 00:00:00

Idéen med blomsterstriber startede med en udvintret stribe i en hvedemark langs en offentlig vej og endte med at blive et landsdækkende projekt for at skabe mere variation i landskabet til glæde for dyr og mennesker i nærområdet.

Naboer og forbipasserende nyder godt af landmandens blomsterstriber og kan plukke en buket med hjem på vejen. Blandt andet derfor valgte Sejer Mortensen at få plantet sin stribe på en mark tæt på byen, så rigtig mange kunne få glæde af det.

”Jeg har fået rigtig god respons på blomsterstriberne. Der bliver plukket mange buketter, og folk synes, det er dejligt at se på”, fortæller Sejer Mortensen.

Blomsterblandingen kommer fra Velas og indeholder 21 forskellige arter. Velas kommer med såudstyr og blomsterfrø og tilsår det ønskede areal. Det eneste, man selv skal sørge for, er at have et bælte på 3 meter fri for ukrudt og afgrøder.

Henrik Nielsen fra Østjysk Landboforening var med til at udvikle konceptet i sin tid, og begejstringen ved projektet er stadig stor;

”På en flot solskinsdag er der rigtig mange, der holder ind og plukker en buket. Når nu vi landmænd indimellem sinker trafikken og slæber lidt jord på vejen, så er det dejligt at kunne ’kompensere’ lidt.”

Det gode signal

Både Henrik Nielsen og Sejer Mortensen er opmærksomme på det signal, de sender ved at så blomsterstriber, som alle kan få glæde af.

”Vi skal ikke absolut dyrke hver eneste centimeter helt ud til vejen. Her sår vi noget, som andre kan få glæde af”, siger Henrik Nielsen og suppleres af Sejer Mortensen;

”Det er fint at kunne give lidt tilbage, når nu vi fylder lidt på vejene og lugter lidt en gang imellem.”

Naboerne er tilfredse og glade for indsatsen med blomsterstriber, og både Henrik Nielsen og Sejer Mortensen er glade for resultatet.

Vil du også være del af et blomstrende initiativ?

Læs mere om blomsterstriber her: www.velas.dk/blomsterstriber