Hvis du vil kaste dig ud i at udarbejde din egen strategi, er der som minimum fem trin, du skal igennem, fortæller ekspert
Hvilke trin skal du igennem, og hvilke spørgsmål skal du stille dig selv, hvis du gerne vil lave din egen strategi for din bedrift?
Her kan du få ekspertens bud på, hvilke fem trin du som minimum skal igennem for at lave din egen strategi.
1. Få overblik over din nuværende situation
Det første, du skal have overblik over, er den aktuelle tilstand og situation for dig, din bedrift og dine nærmeste.
– Hvis jeg skal beskrive det kort, og din strategi skal tage dig fra A til B, er det her, du skal have styr på dit A. Hvad er situationen på bedriften i dag? Hvad er du god til? Hvad er du mindre god til? Hvordan ser hverdagen ud for dig og din familie? Hvordan går forretningen? Alle den slags spørgsmål skal du kunne svare på her, fortæller Torben Wiborg, forretningsudvikler i Velas.
Han fastslår, at det altid giver værdi at forholde sig til egen situation, men at det også kan være en vanskelig øvelse.
– Det kræver noget ekstraordinært af dig, når du skal stille skarpt på, hvad du er god til, og hvad du er knap så god til. Det er i hvert fald her, at mange finder værdi i at have uvildige parter med i strategiarbejdet, siger han.
2. Find dit mål
Med overblik over din nuværende situation for både dig selv, familien og bedriften, kan du lægge dig fast på, hvad dit endelige mål med strategien skal være.
Hvad vil du egentlig gerne opnå?
– Det kan være, at du ikke oplever, at der er balance mellem arbejds- og familieliv. Det kan være, at du står i en situation, hvor du gerne vil udvide produktionen eller bedriften. Et andet scenarie kan være, at virksomheden er udfordret, og der er behov for en større omstilling. Eller måske har du nået en alder, så du er begyndt at tænke på at afvikle, siger Torben Wiborg.
For forretningsudvikleren bør du bruge meget tid på at finde ud af, hvad der skal være i dette punkt.
– Målet er ledestjernen i hele strategien, som danner udgangspunkt for, at du kan træffe de rigtige beslutninger undervejs i forsøget på at nå dit mål. Så målet i en strategi er en konstant – alt andet kan ændres løbende, siger Torben Wiborg og eksemplificerer:
– Husk, at f.eks. 2000 søer ikke er mål, men et middel til at nå dit mål.
3. Find vejen dertil
Når du har styr på, hvilket mål du vil arbejde på at nå, skal du finde ud af, hvordan du kommer dertil.
Der findes ikke én rigtig vej. For nogle handler det om at gå benhårdt efter økonomisk vækst. For andre handler det mere om stabile relationer, trivsel og bæredygtig drift.
– Find den vej, der passer bedst til dig og dine værdier, lyder rådet fra Torben Wiborg.
Derudover skal du forholde dig til, hvilke elementer i omverdenen du tænker kan påvirke dine muligheder for at opnå dine mål.
– Få kigget på, hvordan du tror, at markedet vil udvikle sig, og hvad der fra politiske side kan påvirke vejen til dine mål. Hvis du kan se, at noget vil gøre det meget besværligt eller urealistisk at opnå dine mål på den måde, du har tænkt, skal du enten finde en anden vej eller ændre dit mål, siger Torben Wiborg.
4. Vær åben om din strategi
Når du nærmer dig at have fundamentet på plads til din strategi, kan det være en god idé at fortælle åbent om din strategi til andre.
– Jo mere åben, du er om din strategi i forhold til eksempelvis dit pengeinstitut, jo mere kredit får du. Det sender et signal om, at du rent faktisk har arbejdet seriøst med det, og at du ved, hvilken retning du arbejder i. Det gør det også nemmere for dem at hjælpe dig, siger Torben Wiborg.
Foruden at det kan være en god idé at involvere sin bank i strategien, kan det også have stor effekt at indlemme medarbejderne i tankerne bag.
– Når medarbejderne har en større forståelse af, hvorfor de skal gøre bestemte ting, og hvad de skal arbejde hen imod og hvorfor, er det meget nemmere at få dem på det. Så vil det i højere grad give arbejdet mening. Naturligvis er det ikke alt, der kan deles, men hvis andre end dig selv skal gøre noget andet, skal de forstå hvad og hvorfor, siger forretningsudvikleren.
Har du mulighed og overskud til det, kan du også overveje at inddrage andre i din strategitanker væsentligt tidligere.
– Det kan være vanskeligt at stille sig selv de rigtige spørgsmål, og det er sundt at få en uvildigs øjne på din bedrift. Det er strategiarbejdet en oplagt lejlighed til, fortæller Torben Wiborg.
5. Sørg for at få den brugt
Når du har udarbejdet en færdig strategi, er det allervigtigste, at du sørger for at få strategien ud at leve i hverdagen.
– Den skal være en integreret del af den måde, der nu skal arbejdes på bedriften. I landbruget har vi tidligere haft svært ved at få brugt strategierne i hverdagen, og så ender det bare som et dokument i skuffen, siger Torben Wiborg og fortsætter:
– Ved at inddrage andre i strategien og fortælle din rådgivere, ægtefælle, medarbejdere, bank, osv. om strategien, står du til ansvar for andre end dig selv i forhold til, at det faktisk lykkes at nå målene i strategien.




