Forside / Artikler / Skal du generationsskifte? De her fejl skal du ikke begå

Skal du generationsskifte? De her fejl skal du ikke begå

Et generationsskifte er en kompliceret affære, hvor store beløb og lige så store følelser skal balancere på denne samme vægt. Derfor er åbenhed et nøglebegreb, fortæller seniorrådgiver Bruno Pilgård

Når din bedrift skal overdrages til en ny generation, er der mange ting, der skal holdes styr på – både i forhold til økonomi og til følelserne hos de involverede parter.

Processen kan være kompleks, men med den rette planlægning kan du ifølge Bruno Pilgård, seniorrådgiver i Velas m. speciale i blandt andet generationsskifter, undgå de faldgruber, der ofte skaber konflikter eller økonomiske overraskelser.

– I de mest grelle tilfælde ender det med, at søskende eller generationer i en familie ikke kan snakke sammen. Et generationsskifte kan splitte en familie ad. Så man skal turde at tage de snakke, som kan være ubehagelige, hvis man vil have alle mand med, siger Bruno Pilgård, seniorrådgiver i Velas m. speciale i blandt andet generationsskifter.

I de generationsskifter, han har været involveret i, har han noteret sig en række faldgruber, som man i hvert fald skal forsøge at styre udenom.

– Hvert generationsskifte er helt sit eget, men der er bestemte ting, der kan give anledning til udfordringer, siger han.

De bløde værdier

Når man som Bruno Pilgård har set eksempler på, at et generationsskifte af en landbrugsejendom kan ende med, at medlemmer i en familie ikke kan snakke sammen, vil man gerne gøre meget ud af at understrege vigtigheden af de blødere snakke.

– Få snakket om alle de bløde værdier. Er den ældre generation klar til at give slip? Er den nye klar til at overtage? Hvad med de børn, som ikke skal være med? Hvis man laver et generationsskifte, og to af børnene overtager bedriften, men man så glemmer at orientere den tredje søskende om, hvad der bliver gjort og hvorfor, kan det gå galt, siger Bruno Pilgård.

Så kan det ifølge ham ende med, at en af børnene spekulerer på, om vedkommende er blevet snydt.

– Det kan også være, at der så dukker problemer op, når forældrene en dag ikke er her mere, og børnene skal arve, siger han.

Styr på værdierne

En udfordring i et generationsskifte kan være at få de økonomiske ender til at mødes.

Den ældre generation vil sikre sig et godt liv på den anden side af generationsskiftet, mens den yngre generation skal kunne etablere sig med en økonomi, der gør landbruget rentabelt at drive.

– Hvis forældrene ikke har råd til at forære noget væk, er det så muligt for børnene at få en virksomhed, der kan generere nok afkast til, at de kan få et levebrød ud af det?, siger Bruno Pilgård.

Bruno Pilgårds råd er derfor, at I sørger for at forholde jer til de faktiske værdier, og at I gør det med realistiske briller.

– Et generationsskifte skal give økonomisk mening for alle parter. Det svære er, hvis konklusionen er, at den ældre generation er nødt til at sælge bedriften til højst mulige pris på markedet. For så skal den nye generation overveje, om de overhovedet skal ind i erhvervet – og hvis de skal, er det måske ikke i familiens ejendom. Det kan være svært for mange, når det er familiegården gennem generationer, siger han.

I forlængelse af værdisætningen af virksomheden er det desuden vigtigt, at især den nye generation forholder sig til finansieringen.

Et landbrug er bekosteligt at købe, så i mange tilfælde kræver banker og kreditforeninger, at den nye generation har bevist, at de kan løfte opgaven.

– Hvis den ældre generation stiller som krav, at de eksempelvis skal ud af handlen med millioner kroner i hånden til at købe et nyt hjem, skal den yngre generation optage et banklån til det. Hvis banken så ikke mener, at sønnen endnu har bevist noget, så kan projektet falde på det, siger Bruno Pilgård.

Bruno Pilgård råder til, at du er på forkant og tager snakken med banken forinden.

– Spil med åbne kort over for banken. Hvis den yngre generation hen over de seneste par år har arbejdet i virksomheden, men ikke har fået mere end 20.000 kr. i løn i et forsøg på at styrke økonomien i virksomheden, skal vedkommende ikke straffes for det i forhold til gældsfaktoren, så længe virksomheden er sund. Men det går banken kun med til, hvis I har en ærlig og god dialog med dem, siger han.

Lav de rigtige aftaler

Seniorrådgiveren har set flere eksempler på, at far og søn ikke tænker det nødvendigt at nedfælde ting på papir, eller som ikke sørger for at opdatere de aftaler, som de laver i forbindelse med stiftelsen af et IS-selskab.

– Men så opstår problemerne, når det skal skilles ad, for hvem kan så huske, hvad aftalen reelt var, siger Bruno Pilgård.

Hans anbefaling er derfor kort og præcis:

– Få styr på aftaler og formelle krav, og brug eksterne rådgivere til at få lavet de rigtige aftaler og opdateret dem, når der sker ændringer, siger han.

Start i god tid

En meget vigtig pointe er for Bruno Pilgård også at fastslå, at et godt generationsskifte tager tid.

Hvis du vil gennemføre det mest optimale generationsskifte, hvor hele paletten med muligheder skal være tilgængelig, gælder det om at være ude i god tid.

– Det tager 3-5 år for en optimal proces. Så forsøg at forholde jer til, hvor I gerne vil være om 5 år, 10 år og 15 år, så I ved, hvornår I skal i gang med generationsskiftet, siger Bruno Pilgård.

Han har set eksempler, hvor tidsperspektivet har resulteret i, at generationsskiftet er gået i vasken.

– I de eksempler har den nye generation faktisk været klar til at overtage for mange år siden, men her var den ældre generation ikke klar. Når den ældre generation så rent faktisk er klar, har børnene i mellemtiden fundet sig en anden vej, og de vil derfor ikke overtage. Hvis man havde tidligere havde fået taget snakken og forventningsafstemt fremtidsdrømme, muligheder og tidsperspektiver, kunne det måske være løst, siger han.

,