Mange landmænd er bekymrede for CO2e-afgiften på husdyrhold. Men ganske ofte beror bekymringerne på misforståelser, fortæller klimarådgiver fra Velas
Er du en af de landmænd, som selv har kastet dig ud i at forsøge at beregne, hvordan den kommende CO2e-afgift på husdyrhold kan risikere at ramme på netop din bedrift?
Så er du ikke alene.
I afdelingen for bæredygtighed og arealanvendelse i Velas får de mange henvendelser fra landmænd, som er bekymrede for udsigten til CO2e-afgift. Men ofte beror bekymringerne på forkerte beregninger, fortæller Lotte Engsig Nielsen, areal- og klimarådgiver i Velas.
– Mange tror, at man kan tage bedriftens udledning i tons og gange det med 300 kr. pr. ton CO2 fra 2030 og 750 kr. pr. ton i 2035. Så ender de med meget store summer, hvor det hele ser skidt ud. Men så enkelt er det ikke. Der er rigtig mange faktorer, der afgør, hvad afgiften bliver, fortæller hun.
Selvom den endelige afgiftsmodel endnu ikke er på plads, er der offentliggjort så meget, at det kan lade sig gøre at lave forholdsvis præcise estimater med udgangspunkt i data på reduktionsmidlerne.
– Det endelige resultat kommer an på, hvilke virkemidler du har i spil på din bedrift. Mange har allerede taget virkemidler i brug i form af ting som biogas, særlige gulvsystemer i staldene og lignende, og derfor vil det ofte slet ikke ende så slemt, som det først kan se ud, fortæller Lotte Engsig Nielsen.
Hun understreger, at det i sagens natur ikke er alle landmænd, som bliver mindre ramt af CO2e-afgiften, end tilfældet er.
– Vores oplevelse er dog bare, at der er rigtig mange, som bliver mindre ramt, end hvad de først har antaget, siger Lotte Engsig Nielsen.
Du kan slippe billigere
Hvis du vil undgå at skulle betalt CO2e-afgift, skal du sørge for at komme ned under 60 procent af den gennemsnitlige udledning.
– Måske er det slet ikke nødvendigt at sætte de store ting i spil på din bedrift for at opnå det mål, siger Lotte Engsig Nielsen.
På langt de fleste bedrifter findes der nemlig allerede potentialer for reduktion, som kan hjælpe den enkelte landmænd med at sænke den samlede CO2-udledning.
– Det kan være noget, som man allerede gør, men uden at man er klar over det, siger rådgiveren.
For mange er det dog en udfordring at forstå og overskue virkemidler, og hvordan de fungerer.
– Samtidig er nogle meget dyre at iværksætte, mens andre er meget mere til at gå til, siger rådgiveren.
Få klarhed
Fordi usikkerheden og bekymringerne kan være store, anbefaler Lotte Engsig Nielsen, at landmænd sørger for at få klarhed over, hvad den reelle situation er på deres bedrift.
– Få uvildig rådgivning, så du kan få viden om, hvordan CO2e-afgiften vil ramme din bedrift. Så ved du, hvad du har at arbejde ud fra. Du må i hvert fald ikke grave dig ned i et hul ud fra en beregning, du selv har lavet, siger rådgiveren.
Opsøger du rådgivning om CO2e-afgiften, vil du ofte også få et overblik over, hvordan virkemidlerne kan hjælpe dig i din situation, og hvor meget det vil koste at iværksætte.
– Nogle vil være billige og lige til at gå til, mens andre er så økonomisk tunge at igangsætte, at det vil være billigere at betale afgiften. Men det at have den viden, er også guld værd, fordi det kan bruges strategisk til at træffe de rigtige beslutninger om bedriftens fremtid, siger Lotte Engsig Nielsen.




