Forside / Artikler / Overvejer du generationsskifte? Lige nu kan du potentielt spare dine børn millioner

Overvejer du generationsskifte? Lige nu kan du potentielt spare dine børn millioner

Inden de nye ejendomsvurderinger træder i kraft, kan der være store fordele i at generationsskifte – og dermed hjælpe næste generation godt i gang

Hvordan lyder muligheden for at spare dine børn for flere millioner kroner?

For mange landmænd er det netop nu en reel mulighed, hvis man får generationsskiftet ejendommen, inden de nye ejendomsvurderinger træder i kraft.

Det fortæller Morten Enggaard Andersen, seniorrådgiver i Velas m. speciale i blandt andet generationsskifte.

– Hvis du har en god fornemmelse af, at ejendomsvurderingen fra 2012 ligger lavt i forhold til, hvad du tror, at den reelle værdi er, og hvad de nye ejendomsvurderinger kan blive, er det et meget velegnet tidspunkt at generationsskifte, siger han og fortsætter:

– På den måde undgår du at sende en stor regning videre til næste generation.

Og hvorfor så det?

Den simple forklaring skal findes i, at i mange tilfælde ligger de ejendomsvurderinger fra 2012, som man stadig tager udgangspunkt i, forholdsvis lavt i forhold til, hvad priserne er i dag.

– Hvis du så kan handle ejendommen til 4 millioner kroner i dag mod f.eks. 8 millioner kroner efter de nye ejendomsvurderinger, undlader du at sende en stor regning videre til den nye generation. Det er en god måde at få den nye generation i gang ved at give dem noget kapital, siger Morten Enggaard Andersen.

Ryk nu

Det kan især give mening, hvis I har flere ejendomme under samme virksomhed, hvor det vil kunne give mening at generationsskifte i etaper.

– Få kigget på ejendomsvurderingen af de enkelte ejendomme. Ser vurderingerne ud til at være lave, for så kan det give mening at skynde sig at få generationsskiftet ejendommene med lave vurderinger allerede nu, siger Morten Enggaard Andersen.

De nye ejendomsvurderinger er blevet udskudt ad flere omgange, og endnu er der ingen meldinger om præcis, hvornår de vil ligge klar.

– Vi vurderer, at det vil være godt at rykke her i løbet af efteråret 2025, hvis du gerne vil nå det, siger Morten Enggaard Andersen.

Det skal du have for øje

Hvis du gerne vil gøre brug af ejendomsvurderingerne fra 2012, er der flere betingelser, der skal være på plads. Du kan nemlig ikke bruge de typisk lavere vurderinger, hvis du fra en uvildig tredjepart ved, at ejendommen er mere værd.

– Du kan bruge vurderingerne fra 2012, hvis du groft sagt ikke ved, at ejendommen er mere værd. Det er ikke nok, at du for dig selv tænker, at vurderingen er forkert eller for lav, ligesom det heller ikke har betydning, hvis naboen har solgt lignende ejendom til højere pris. Det er kun, hvis andre parter eller omstændigheder tilsiger, at vurderingen er for lav, siger Morten Enggaard Andersen.

Konkret vil det sige, at hvis du har fået lavet en kreditvurdering til et nyt lån, og kreditvurderingen ligger over ejendomsvurderingen, tæller kreditvurderingen. Hvis du har købt ejendommen senere end 2012 til en højere pris end ejendomsvurderingen derfra, kan du heller ikke tage udgangspunkt i ejendomsvurderingerne fra 2012, hvis der er en tidsmæssig sammenhæng på 3,5-4 år.

– Hvis du har fået en mæglervurdering, vil den også trumfe den gamle ejendomsvurdering, siger Morten Enggaard Andersen.

,
Morten Enggaard Andersen
Seniorrådgiver, Skat

Morten Andersen er økonomirådgiver med særligt fokus på skatterådgivning og virksomhedsordning samt beskatning ved salg af fast ejendom

2294 4132
Se flere medarbejdere indenfor Skat & Selskaber