Særligt for udenlandske medarbejdere kan årsopgørelsen give anledning til spørgsmål og frustrationer
Når årsopgørelsen frigives inden længe, kan det for mange landmænd være en god idé at sætte tid af til at hjælpe medarbejderne med at afklare, hvad opgørelsen reelt betyder.
Særligt for de ledere, som har udenlandske medarbejdere på bedriften, kan det gøre en stor forskel.
Det fortæller Vinni Rosenvold, rådgiver i Løn og HR i Velas.
– Mange udenlandske medarbejdere kan have svært ved at forstå den danske årsopgørelse. Hvis ikke de får hjælp, risikerer de måske at betale for meget i skat eller at få et skattesmæk, siger hun.
Hvor årsopgørelsen for de fleste danske lønmodtagere er velkendt, kan det for udenlandske medarbejdere være sværere at forstå.
– De kender ikke systemet, sproget eller reglerne. Derfor er det svært for dem at gennemskue, om oplysningerne er korrekte. Ofte giver det anledning til frustrationer, og vi hører også fra medarbejdere, som tror, at de er ved at blive snydt, fortæller Vinni Rosenvold.
Du har en vigtig rolle
Ifølge rådgiveren bør landmænd tage ansvar for at hjælpe deres udenlandske medarbejdere med at få styr på årsopgørelsen.
– Som arbejdsgiver har du faktisk en vigtig rolle. Hvis medarbejderen ikke forstår sin årsopgørelse, kan det skabe utryghed og i sidste ende påvirke deres trivsel i dagligdagen, siger hun.
Det handler ikke nødvendigvis om, at du som arbejdsgiver selv skal kunne gennemgå alle detaljer, men om at sikre, at medarbejderen får den nødvendige hjælp.
– Det kan være så simpelt som at tage en snak med medarbejderen eller henvise til rådgivning. Det vigtigste er, at du ikke lader dem stå alene med det, siger Vinni Rosenvold.
Når Vinni Rosenvold og kollegerne i Velas hjælper kunder med at gennemgå årsopgørelsen med medarbejdere, er det ofte forhold som befordringsfradrag og rejsefradrag, som giver anledning til udfordringer.
– Vi ser eksempler på medarbejdere, der ikke får rettet deres oplysninger og derfor enten betaler for meget i skat eller ender med en restskat, de ikke havde forventet, fortæller hun.
Der er ifølge hende mange detaljer, som kan være svære at gennemskue, hvis man ikke kender systemet.
– Derfor er det vigtigt at få det tjekket igennem, siger hun.
En investering i medarbejderne
At hjælpe medarbejderne med årsopgørelsen kan samtidig være en investering i relationen mellem arbejdsgiver og medarbejder.
– Det betyder meget for medarbejderne, at deres arbejdsgiver interesserer sig for deres situation og hjælper dem med noget, de ikke selv har styr på, siger Vinni Rosenvold.
Hun oplever, at den ekstra indsats ofte bliver værdsat.
– Det skaber tryghed og tillid og gør, at medarbejderen i højere grad føler sig integreret. Og det kan i sidste ende være med til at fastholde medarbejderne, siger hun.




