Bøder, konflikter med medarbejdere og endda reduktion i landbrugsstøtten. Fejl i arbejdsgiverrollen kan koste landmænd dyrt – og mange fejl går igen fra bedrift til bedrift, fortæller ekspert
Små fejl i arbejdsgiverrollen kan blive dyre for landmænd. Ikke kun i form af bøder eller konflikter med medarbejdere – men i yderste konsekvens også i form af træk i landbrugsstøtten. Og mange af fejlene går igen fra bedrift til bedrift, fortæller arbejdsgiverrådgiver Anna Kjær fra Velas.
Fejl i forhold til arbejdsmiljølovgivningen og ansættelsesbevisloven kan resultere i, at du som landmand bliver trukket i landbrugsstøtten, og det er ifølge arbejdsgiverrådgiveren også her, at nogle af de mest alvorlige fejl findes.
– Vi ser af og til, at der slet ikke er en APV på arbejdspladsen, selvom det er et lovkrav. På bedrifter med over 10 medarbejdere, er det desuden lovpligtigt, at man har en arbejdsmiljøorganisation, men det er ikke tilfældet alle steder. Vores oplevelse er, at mange landmænd slet ikke er klar over de her krav. Men det er alvorlige fejl, som Arbejdstilsynet kigger på med alvor, fortæller Anna Kjær.
Hun understreger, at det er vigtigt, at man i rollen som arbejdsgiver påtager sig det ansvar, der følger med.
Som eksempel på noget, der kan skabe misforståelser, men hvor lovgivningen er krystalklar, er brugen af værnemidler.
– Jeg hører rigtig tit, at landmændene siger: “Jeg har stillet værnemidler til rådighed, men medarbejderne gider ikke bruge dem – men så har jeg gjort, hvad jeg kan.” Men sådan fungerer loven ikke, understreger Anna Kjær.
Arbejdsgiveren har nemlig ansvaret for både at stille værnemidler til rådighed og føre tilsyn med, at medarbejderne bruger dem. Hvis de ikke gør det, er det nødvendigt at handle. Det kan også være nødvendigt at give advarsler og i sidste ende opsigelser.
– Det er arbejdsgiverens ansvar. Mange ved ikke, at de kan risikere en sag, selv om de har udleveret udstyret. Hvis medarbejderen ikke bruger masken eller sikkerhedsskoene, og arbejdsgiver er bekendt med det, står arbejdsgiveren stadig med ansvaret, siger hun.
Uklare instruktioner: Kan blive et problem ved ulykker
Alvorligt er det også, når der sker en arbejdsulykke på en bedrift. Derfor er det vigtigt, at du som arbejdsgiver strækker dig langt for at undgå arbejdsulykker.
For Anna Kjær er noget så simpelt som brug af tjeklister og faste procedurer for opgaver noget af det, der virkelig kan rykke.
Hvis der sker en ulykke på bedriften, vil Arbejdstilsynet f.eks. undersøge, om medarbejderen var instrueret tilstrækkeligt.
– Det kan godt være, at landmanden faktisk har instrueret medarbejderen. Men hvis det ikke er dokumenteret, så kan det være ord mod ord, siger Anna Kjær.
Det kan derfor være nødvendigt at have en tjekliste for nye medarbejdere med faste procedurer for arbejdsopgaver og instruktion af nye medarbejdere samt underskrifter fra medarbejdere på, at instruktioner er blevet givet.
– Kan du ikke dokumentere, at du har instrueret korrekt, kan det volde dig problemer i forbindelse med en kontrol – også selvom du i praksis har gjort det rigtige, siger Anna Kjær.
Kontrakter: Små fejl med store konsekvenser
Et af de steder, hvor det oftest går galt, er i udarbejdelsen af ansættelseskontrakterne, fortæller Anna Kjær.
– Set fra mit bord er ansættelseskontrakten hele grundlaget for et godt ansættelsesforhold, så der skal helst ikke være noget, som hverken arbejdsgiver eller medarbejder er i tvivl om. Det er en god investering at sørge for, at ansættelseskontrakten er fuldstændig i orden, fortæller hun.
Mange steder kan man finde skabeloner til ansættelseskontrakter, og selvom hun sagtens kan forstå, at man vælger den løsning, skal man kende risikoen.
– Der findes masser af skabeloner, men der er virkelig mange muligheder i en kontrakt. Hvis man ikke ved, hvad konsekvensen er ved at vælge det ene frem for det andet, risikerer man at overse noget. Det kan blive en dyr fejl, fortæller hun.
Netop fordi kontrakter og regler er komplekse, oplever Anna Kjær, at mange landmænd føler sig usikre i rollen som arbejdsgiver.
Derfor tilbyder Velas både at gennemgå kontrakter, udarbejde nye og forklare indholdet for både arbejdsgiver og medarbejder.
– Det kan være svært selv at stå for, og mange føler ikke, de har tilstrækkelig indsigt til at forklare kontrakten. Så gør vi det gerne for dem. Det vigtigste er, at begge parter ved, hvad de skriver under på, siger hun.




