For Uffe Kristiansen er minivådområder en meningsfuld måde at gøre noget for miljøet. Derfor er han nu ved at etablere sit andet af slagsen
Hvis du kravler op på taget af shelteren på forhøjningen ved minivådområdet lige bag ved Uffe Kristiansens gård tæt ved Hedensted og kigger mod nord, kan du lige akkurat få øje på gravkoen, der er ved at grave ud til det nye minivådområde.
For Uffe Kristiansen har ikke bare ét, men snart to minivådområder på sine arealer.
– Det giver god mening for mig at gøre i en tid, hvor vi i landbruget er nødt til ikke kun at snakke om det, men også gøre noget for miljøet, siger den 69-årige lodsejer.

Når landbruget, som Uffe Kristiansen udtrykker det, af resten af omverdenen bliver kigget over skulderen, er det nødvendigt at gøre noget.
– Det er berettiget, at der er det fokus, ligesom der er på så mange andre brancher. Sådan skal det være, for det er et fælles projekt at passe på vores natur. For mig var minivådområderne en måde at give et bidrag, siger han.
Den tanke giver rigtig god mening, fortæller Børge Nielsen, udtagningskonsulent i Velas, som har været inde over begge Uffe Kristiansens projekter.
– Vi arbejder ud fra en filosofi om, at når man på sine arealer har en god placering til et minivådområde, har man også forpligtelsen. Det første minivådområde ligger meget ejendomsnært og kan bidrage med herlighedsværdi. Det andet ligger i bunden af en mark på en velegnet placering, siger Børge Nielsen.
Fordi Uffe Kristiansen var tidligt ude med det første minivådområde, tager Velas-rådgivere jævnligt prøver fra det område for at indsamle data på, om det fungerer som forventet.
– Det første minivådområde blev udpeget til prøvetagning, fordi det har eksisteret i nogle år og er groet til med organisk materiale, så det er fuldt etableret efter hensigten. Resultaterne viser, at minivådområdet virker, som de skal. Det lever fuldt ud op til forventningerne i forhold til at trække fosfor og kvælstof ud, siger Børge Nielsen.
At minivådområderne gør det, de skal, glæder ejeren.
– Det er dejligt, at det virker, og at områderne bidrager til at trække kvælstof ud, siger Uffe Kristiansen.
Naboen fik ham på idéen
Faktisk var det for omtrent fem år siden Uffe Kristiansens nabo, som plantede idéen om et minivådområde hos lodsejeren.
– Det snakkede jeg så med udtagningskonsulenten Børge Nielsen fra Velas om, og han synes, at det var en god idé, fordi vi kunne tage noget af oplandet fra naboen med ind i projektet. Allerede dengang foreslog Børge Nielsen, at jeg også skulle have et minivådområde, der havde drænopland fra min egen jord, men det var jeg ikke klar på, fortæller Uffe Kristiansen.
Hvor han ikke var klar til at lave to minivådområder med det samme for fem år siden, var svaret et andet, da Børge Nielsen så for nyligt igen tog fat i Uffe Kristiansen for at høre, om ikke det var på tide med et minivådområde mere.
– Det er så ved at blive gravet ud nu. Bassinerne er lavet, men den sidste fordeling af jorden mangler. Minivådområder ligger på det laveste punkt i marken, og rent praktisk fungerer det også, så man ikke skal derind med en seks- eller otte-furers plov, siger Uffe Kristiansen.

Gode hænder
Fra det første minivådområde, som ligger umiddelbart bag ved gården, er der en kilometers penge over til den nye, som entreprenøren er ved at færdiggøre.
– Vi har gjort meget ud af, at det ikke bare er bassiner, der ligger. Ved det gamle område har vi etableret shelter, som folk fra landsbyen må bruge, hvis de vil. Jeg sover jævnligt selv derude, siger Uffe Kristiansen.
Ved begge projekter har han valgt at lade udtagningskonsulenter fra Velas og entreprenøren stå for hele arbejdet.
– Jeg føler mig i gode hænder hos landbrugsrådgivningen. De har hjulpet med at søge tilskud, myndighedsbehandling, osv. Det er folk, der arbejder med det og har stor faglighed, så for mig var det ikke værd at skulle opfinde den dybe tallerken selv, fortæller Uffe Kristiansen.
Sidst måtte han vente ni måneder med at udbetalingen af tilskuddet, men han tror på, at det vil gå hurtigere denne gang.
– Det er i hvert fald, hvad man hører. Med støtten holder jeg pengene hjemme og har fin økonomi i projekterne. Hvis man har steder, hvor der er mulighed for at få lavet minivådområder, synes jeg, at man skal gøre det, siger Uffe Kristiansen
Uffe Kristiansen bekræfter gerne, at det i dag går hurtigere med at få udbetalt støtten, og bakker i øvrigt op om, at det er med at komme i gang.
– Problemerne med langsom udbetaling er fortid, så det er bare om at komme i gang med at få lavet minivådområder. Med det øgede fokus på kvælstof er det mere aktuelt end nogensinde før, og det er her er af de kollektive virkemidler, som kan bidrage til, at man rammes mindre hårdt af de nye arealreguleringer i 2027, siger Børge Nielsen.



