Forside / Artikler / Erik fik kommunen på andre idéer: Nu bliver eng til vådområde

Erik fik kommunen på andre idéer: Nu bliver eng til vådområde

Erik Tind Kristensen har sagt farvel til uproduktiv, risikofyldt jord og er ved at erstatte det med et stort naturområde. Han glæder sig især over, at kommunen har lyttet til hans input omkring udformningen

– Jeg synes, det var vanvittigt at løbe et helt nyt å-forløb midt i engen.

Sådan siger Erik Tind Kristensen fra Kjellerup om kommunens idé om at ville ændre det nuværende å-forløb til et helt nyt forløb i forbindelse med etableringen af et stort vådengområde, som blandt andet skal ligge på Erik Tind Kristensens arealer.

Men efter en god dialog med kommunen fik landmanden kommunen på andre tanker, så projektet nu er landet et sted, hvor både kommunen og landmanden er tilfreds.

– Det endte med, at jeg fik justeret tre gange på planerne, før jeg var tilfreds. Det blev reduceret fra, at de ville lave nyt å-forløb på halvanden kilometer, til at det nu bliver 300 meter, siger Erik Tind Kristensen.

Området på 8,5 ha, der i årevis har været eng, bliver nu lavet om til vådengområde, og det glæder landmanden, at arealerne nu får et helt andet formål.

–  Jeg er glad for at se, at det bliver til noget andet end uproduktiv jord, der bare skal slås en gang om året. Jeg er spændt på at se, hvordan området kommer til at forandre sig, siger han.

Hav argumenterne i orden

I landbrugsrådgivningsvirksomheden Velas glæder man sig over, når landmænd som Erik Tind Kristensen oplever, at kommuner og øvrige myndigheder er lydhøre over for input.

– For at nå i mål med Grøn Trepart, skal rigtig meget af vores land omdannes, og det kræver, at lodsejere og myndigheder i samspil finder de løsninger, som fungerer bedst for alle parter. Så det er meget glædeligt, at Erik Tind Kristensen har oplevet, at kommunen gerne vil tage imod faglige indspark, siger Anne Freund Grøftehauge, afdelingschef for bæredygtighed og arealanvendelse i Velas.

Det nye vådområde ved Tange Å, som Erik Tind Kristensen er ved at etablere i samarbejde med kommunen og flere andre lodsejere, er opstået, fordi kommunen henvendte sig til landmanden, da kommunen gerne ville lave vådområde på engarealet.

– Det var jeg helt med på. Men da kommunen kom med det oprindelige forslag, sagde jeg, at det var både et overgreb mod naturen og alt for dyrt at lave så meget nyt å-forløb, fortæller han.

Men ved at argumentere for sin sag og fremføre sine synspunkter har Erik Tind Kristensen fået ændret på de oprindelige planer, så de nu er mindre indgribende.

– Hvis du sætter dig godt ind i tingene, forbereder dig godt og sparrer med relevante rådgivere, er du godt rustet til at tage stilling til de ting, der skal kigges på. Jeg har ikke oplevet problemer med at kommunikere med kommunen eller andre myndigheder, siger Erik Tind Kristensen.

Et andet sted på landmandens arealer ville kommunen gerne lade vand passere gennem et drænrør, som skulle lede vand til det nye vådområde. Også her fik han kommunen med på at ændre på de oprindelige planer.

– Jeg så hellere, at vandet skulle føres via en snoet bæk frem for gennem et drænrør, og sådan er det blevet. Der var kommunen meget lydhøre og med på at tilpasse projekterne, så det også giver en større herlighedsværdi, siger Erik Tind Kristensen.

Et bedre sted

Netop herlighedsværdien er en af hovedårsagerne til, at Erik Tind Kristensen gerne vil have mere natur på sine arealer. Foruden at have været landmænd i adskillige årtier, er han også jæger og spejderleder. Desuden arbejder han med at bygge shelters og bålhytter.

– Jeg vil gerne være med til at forandre naturen i en bedre retning. Hvorfor ikke gøre engen her til et bedre sted for dyre- og planteliv frem for, at det kun er højt græs og tidsler, vi kører og slår?, spørger han retorisk.

Lige nu er det stadig muligt at gå på engområdet ved Tange Å, men landmandens forventning er, at det næste år ikke vil være muligt at gå en tur i området i almindelige sko – heller ikke om sommeren.

– Og om vinteren vil her måske stå en halv meter vand, siger han.

Spørger man Anne Freund Grøftehauge, er det oplagt for landmænd og lodsejere at få kigget på, hvordan man kan tage mere eller mindre uproduktive arealer ud af drift og omlægge dem til natur.

– Det giver både økonomisk og klimamæssig mening at tænke naturen ind dér, hvor jorden alligevel ikke giver det store afkast. Med de rigtige tilskud kan det blive en gevinst for både landmanden og naturen. Som Erik Tind Kristensen også har oplevet, viser vores erfaringer også, at jo mere du selv spiller bold med kommuner og øvrige myndigheder, jo større mulighed får du for at påvirke projekterne, siger hun.

,
Anne Freund Grøftehauge
Afdelingschef, Bæredygtighed og Arealanvendelse

Anne er Afdelingschef for afdelingen Bæredygtighed og Arealanvendelse og har en mission om at hjælpe landbruget i den bæredygtige omstilling.

2518 5684
Se flere medarbejdere indenfor Bæredygtighed og Arealanvendelse