×

26-årig overtager herregård: Vi skal ikke være større – måske tværtimod

23-08-2021 00:00:00

Strategien var alfa omega forud for overtagelsen for Jeppe Jørgensen, der er fjerde generation på svineproduktionen Kjeldgaard ved Salling. ”Det kræver, at man ved, hvad man vil og kan, hvis man skal have banken med om bord”, lyder det fra ekspert i Velas, der har gennemført generationsskiftet for familien

”Jeg tror ikke, at vi får flere søer her nogensinde. Måske tværtimod”.

Det er ikke en sætning, man forventer at høre fra en ung, nystartet landmand, der står foran en lang karriere i landbruget. Men ordene kommer ikke desto mindre fra 26-årige Jeppe Jørgensen, der netop har overtaget nøglerne til herregården Kjeldgaard ved Salling fra sine forældre.

Han er dermed fjerde generation, der driver svineproduktionen med de godt 1.350 årssøer og 325 hektar videre.

”Vi har overhovedet ikke et mål om at blive større, og vi hører jo den megen snak om burgrise. Hvis udviklingen derfor går imod, at vi skal have færre søer på mere plads, ja så vil jeg gerne gå forrest med en virksomhed, der er klar til netop det. Vi vil gå langt for bæredygtigheden og den grønne omstilling”, lyder det fra den unge landmand, der nu bor på Kjeldgaard med kæresten Kirsti.

Grisene trækker interessen

Jeppe Jørgensen har siden teenageårene villet være landmand, og han har for nylig gennemført sin uddannelse som Agro Business Manager. Men selvom landmandslivet har trukket fra de tidlige år, har det langtfra altid stået i kortene, at slægtsgården skulle føres videre.

”Mine forældre har aldrig presset på for, at jeg skulle tage over. Men der er ingen tvivl om, at de er glade for, at jeg fandt mig til rette i at overtage. Siden jeg fandt ud af, at jeg ville føre gården videre, så har hvert et træk i min karriere arbejdet hen imod det her punkt, hvor jeg skulle være selvstændig her på Kjeldgaard”, siger Jeppe Jørgensen, der bl.a. har været i både Australien og USA for at arbejde i landbruget, ligesom han har været driftsleder i to år på en svineproduktion med 1.200 søer.

For Jeppe Jørgensen er det uden tvivl grisene, der trækker. Markdriften drives i et selvstændigt selskab med to naboer, som står for markarbejdet, hvor der samlet set drives omkring 750 hektar. Det holder omkostningerne nede, og det betyder, at den unge landmand kan fokusere på det, han er bedst til – nemlig stalden.

Nu skal der konsolideres

At ville fastholde bedriftens produktion eller måske endda sætte den på skrump for fremtiden er en del af den strategi, det unge par formulerede i forbindelse med generationsskiftet.

Strategien for selve produktionen lavede Jeppe Jørgensen faktisk på studiet som en del af en større opgave. Siden er den blevet taget op ad skuffen, pudset af og rettet til for at bruge den efter overtagelsen. Og den inkluderer ikke mindst også en strategi for den rolle, hjemmefronten skal have i de næste mange år.

”Det gode liv på landet betyder alt. Og en forudsætning for det er naturligvis, at landbruget er veldrevet. Derfor handler det lige nu om at tjene så mange penge som muligt og så konsolidere sig. Det betyder, at bankgælden skal ned i de første 3-5 år, førend vi skal ud og investere. Bygningerne er i god stand, og der er ikke behov for store investeringer de næste 10 år – og det skal vi udnytte”, siger han.

Bankerne lægger vægt til strategien

For familien har generationsskiftet været på vej i omkring tre år, og eftersom faren Henry Jørgensen har brugt Velas til regnskabet i mange år, var det også naturligt for dem at søge derhen, da overdragelsen skulle planlægges.

Familien forenede sig derfor med bl.a. Lasse Frost, afdelingsleder for Velas Business, da generationsskiftet skulle føres ud i livet. Og for Lasse Frost er netop strategien et kardinalpunkt, som er nødvendigt at centrere sig om, hvis man som ung, spirende landmand gerne vil udleve drømmen om at blive selvstændig.

”Det kræver, at man ved, hvad man vil og kan, hvis man skal have banken med om bord. Der er ingen tvivl om, at strategien er et af de områder, bankerne skeler mest til, når de skal vurdere, hvilke unge landmænd de vil skyde penge efter. Det er ikke de vævende, der ikke helt ved, hvad de vil – det er derimod dem, der tør lægge hånden på kogepladen og sige præcis, hvilken retning de vil gå i”, siger Lasse Frost, der har mange års erfaring med nyetableringer af unge landmænd, ligesom han tidligere har været en del af den finansielle sektor.

For Jeppe Jørgensen var det især en force, at Lasse Frost har solid erfaring med at styre slagets gang til bankmøderne.

”Vi havde aldrig siddet til et møde i banken før, så det var virkelig positivt at have ham med. Lasse kendte alle tallene og strategien for os. Og generelt er det jo nok det bedste råd, man kan give andre unge, som gerne vil i gang: Find jer en god rådgiver og gør brug af ham eller hende – de kender spillet, og de ved, hvor bankerne kan trykkes lidt på maven. Det har i hvert fald været en rigtig god investering for os”, siger Jeppe Jørgensen og fortæller, at kæresten Kirstis rolle, foruden at hjælpe til med en masse administration og ansættelsessamtaler, også gav medvind i banken. 

”Vi kunne uden tvivl mærke til bankmøderne, at de tog godt imod, at vi var et par, der var sammen om beslutningen. Det var et udtryk for, at vi var stabile, og at det altså ikke bare var en enkelt ung gut, der ville i banken og låne en masse penge. Vi løfter i flok, og det kunne de godt fornemme”.

Har du spørgsmål?

Lasse Frost
Afdelingsleder
Mobil: 21475424
E-mail: laf@velas.dk